Danmarks håndboldkvinder tabte OL-kvalifikationskampen mod Rusland, og er dermed at finde i tredje seedingslag, når der på onsdag trækkes lod til puljerne ved sommerens olympiske lege i London.

Når der på onsdag i London er lodtrækning til puljerne i håndboldkvindernes OL-turnering, vil det danske hold være placeret i tredje seedingslag.

Det blev en kendsgerning, da landstræner Jan Pytlicks tropper tabte den sidste kamp i OL-kvalifikationsturneringen mod Rusland 20-27.

For øjnene af de 3.168 tilskuere i Aalborg leverede danskerne en godkendt indsats de første tre kvarter, hvor man kun var bagud 14-15. Men herefter faldt danskerne totalt sammen.

Første halvleg blev en jævnbyrdig forestilling, som sluttede 9-9.

Specielt det aggressive returforsvar, der satte en stopklods i russernes normalt så velfungerende kontrafase, gav positive løfter for fremtiden.

I anden halvleg slap danskenes kræfter op. Det betød, at russerne fik nemmere ved at score på hurtige opløb.

Hos Danmark blev Ann Grete Nørgaard topscorer med ni fuldtræffere - heraf fire på straffekast.

Jan Pytlick ønsker endnu ikke at vurdere de danske OL-chancer.

- Lad os lige få lodtrækningen til puljerne overstået først. Men selvfølgelig tager vi til London for at vinde medaljer. Spørgsmålet er bare om det lykkes, siger Jan Pytlick.

Skrækpulken kan se således ud: Norge, Rusland, Montenegro, Sverige og Korea.

- Det vil være det værst tænkelige scenarie. Men jeg håber, at briternes træner (eks-landsholdsspiller Jesper Holmris, red.) er så venlig, at han vælger puljen med os blandt modstanderne. Så hvis heldet er med os, kan puljen også komme til at bestå af Frankrig, Spanien, Storbritanien, Brasilien og Angola. I så fald bliver vores chancer for at få et super-OL betydeligt forbedret, siger Jan Pytlick.

Med OL-billetten i hus kan Jan Pytlicks tropper se frem til en hektisk sommer.

Allerede den kommende weekend møder de Italien og Slovakiet i EM-kvalifikationen.

Herefter får spillerne et par ugers sommerferie.

Men fra 25. juni mødes de i en ugelang træningslejr.

- Den bliver koncentreret, og når den slutter 2. juni offentliggør jeg ved et pressemøde vores OL-trup, fortæller Jan Pytlick, der inden afrejsen til London 24. juli sender sine tropper i aktion i tre landskampe mod værtsnationen Norge samt Sverige og Frankrig.