Peter Bredsdorff-Larsen var tilfreds med alle facetter, da BSV slog Wisla Plock i Champions League.

Silkeborg. Bjerringbro-Silkeborg står med gode kort på hånden i Champions League, efter det søndag blev til sejr på hele 33-24 over polske Wisla Plock.

Træner Peter Bredsdorff-Larsen var imponeret over sit mandskab.

- Vi er rigtig glade for sejren. Vi vidste, det krævede en toppræstation af alle for at kunne lykkes med at vinde. Vi er meget tilfredse med alt i spillet og alle spillere, siger træneren og fortsætter:

- Vi vidste, vi skulle møde et topmandskab, men vi har det godt med Plocks måde at spille håndbold på, som er meget individuelt baseret. Det profiterede forsvaret af.

- Desuden løftede det vores niveau angrebsmæssigt at få Michael V. Knudsen tilbage. Vi spillede en knivskarp kamp i angrebet, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Han henviste til, at Michael V. Knudsen var blevet klar efter en skade. Stregspilleren var en fremtrædende figur i hele kampen, men han talte hellere om holdets samlede indsats.

- Det var en skarp indsats hele vejen rundt. Vi var indstillet på, hvad Plock kom med. Vi var et skridt foran dem kampen igennem. Vi fik åbnet dem rigtig godt. Generelt var det en indsats på højt niveau.

- Jeg er overrasket over, at vi vandt så stort, men det var sådan, kampen udviklede sig. De havde ikke rigtig noget modtræk, siger Knudsen.

Med sejren kom BSV op på fire point for fire kampe. Holdet har vundet de to nøglekampe mod Wisla Plock og Kadetten Schaffhausen. De tre hold forventes at skulle slås om sjettepladsen, der giver avancement.

- Vi ved, der er nogle nøglekampe i denne gruppe, så det åbner mulighederne for avancement op.

- Vi får nok ikke mange point mod top-fem-holdene, så de indbyrdes kampe bliver meget afgørende. Men vi har kun spillet fire ud af 14 kampe, så der er lang vej endnu, siger Michael V. Knudsen.

Også hans træner dæmper forventningerne.

- Vi drømmer om at komme videre, og nu har vi fået ekstra tro på det. Men det er langt fra slut. Wisla fik et point hjemme mod Veszprem, og der ligger formentlig mange flere point og venter dem, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV's næste opgave er hjemme mod Paris Saint-Germain næste søndag.

/ritzau/