Hvis du har et ønske om at gå Helle Thorning, Kim Kardashian eller en af de andre kendisser i bedene og blive skarp til at tage de såkaldte selfies med din smartphone, er det nu muligt at få hjælp til dine billeder med et ganske særligt redskab, selfie-pinden.

Du henter blot en app med selvudløser (på engelsk: self timer), placerer telefonen i holderen og har dermed overskud til at vise dig fra din allerbedste side, når du lægger selfies op på dit foretrukne sociale medie.

Det er discountkæden Netto, der sælger modellen, som du kan købe for en flad 50´er. 1500 danskere har indtil videre anskaffet sig en selfie-pind, og du kan stadig nå at få et eksemplar, da kæden har købt 4000 stk. hjem og udbyder så længe lager haves.

- Der er gået inflation i det her udtryk efter Helle Thornings selfie. Søger du på Google eller Instagram, er der vanvittigt mange hits på det. Det er et velkendt fænomen på de sociale medier, og det er en bølge, vi forsøger at ride med på, siger Martin Hasgard Olesen, marketingchef hos Netto.

Selfie-pinden måler 33 centimeter og kan justeres til at måle 106 centimeter, så du både kan få dig selv og vennerne med.