Hvad gør man, hvis man er en af verdens mest berømte modeller og opdager, at kulørte magasiner opsøger ens gamle kærester i håb om at finde gamle nøgenbilleder af en?

Man kunne jo krydse fingre og håbe, at der ikke fandtes nogen. Men Elle MacPherson, der fylder 50 år i dag, gjorde noget ganske andet. Hun lavede ganske enkelt en fotoserie, ganske afklædt til Playboy, så hun SELV kunne bestemme, hvordan folk skulle se hende nøgen.

En lille, raffineret fuckfinger til bladene – og en typisk reaktion for dagens fødselar, der nok er født med gode gener, en smuk krop og et nydeligt ansigt, men som også er meget mere og som virkelig har formået at lave en business ud af, at hun engang var kendt med tilnavnet ’the body’.

Elle MacPherson er født i Sydney i 1964, vokset op i en fraskilt familie og bærer sin stedfars navn. Som ung ville hun læse jura, men valgte at finansiere sine studier med et års modelliv i New York. Resten er, som man siger, i den grad historie.

Se de 10 bedste Elle MacPherson-skud her

Hun slog igennem som model og var allerede i 1986 på forsiden af Elle, hvor hun optrådte i hvert eneste nummer i seks år, ligesom hun lavede forsider på alle andre modeblade og hun blev en del af gruppen af supermodeller sammen med vor hjemlige Helena Christensen, Naomi Campbell og Claudia Schiffer.

Så langt, i den grad så godt, men det initiativ, hun viste ved ikke at vente på, at der blev gravet smuds frem om hende i sagen om nøgenbillederne, har hun også brugt i sin karriere efter modellivet, hvor hun stiftede sit eget selskab.

Her har Elle MacPherson udnyttet sit tilnavn, The Body, KROPPEN, som Times Magazine gav hende på en forside, gæt selv hvorfor, til at promovere både workout-videoer, undertøj under navnet Intimates, som sælger i high end-butikker og det hele med stor succes.

Designede amme bh’er

Da hun selv var gravid og på barsel, lavede hun en række bh’er til ammende kvinder, ligesom hun har lavet egne hudplejeprodukter, inklusive solplejeprodukter, et fint lille hint til hendes australske opvækst.

Elle MacPherson har været vært på en række tv-programmer, blandt andet den engelske udgave af ’Topmodel’, ligesom fans af serien ’Venner’ (og alle os, der af og til ser det evige loop på TV2) vil kende hendes rolle som Joeys roommate, der bliver hans kæreste i en kortere periode.

Hun er gift for tredje gang, med den amerikanske milliardær Jeffrey Soffer, og bor nu i Florida efter at have været bosat i mange år i London.

Det anslås, at Elle MacPherson har tjent omkring 80 mio. pund. Gang med knap ti, og vi rammer en lille milliard.