Haas laver en stor ændring på racerne til det forestående Formel 1-grandprix.

Holdet har besluttet at skifte bremser efter at der flere gange har været problemer med de hidtidige fra producenten Brembo.

Allerede ved fredagens første træning vil Kevin Magnussen og Romain Grosjean have bremser fra Carbone i deres racere efter at have testet dem i Bahrain i sidste uge.

»Alle muligheder er åbne for os, og nu må vi se, hvordan det ser ud i første træning, og ser vi, hvad vi vil gøre herefter,« siger Haas’ teamchef guenther Steiner til Motorsport.com.

Problemer med de ustabile bremser fra Brembo, der skiftevis fungerer og ikke fungerer, eksisterede i hele debutsæsonen i 2016, og de blev også identificeret i opstartsfasen, hvor de var ustabile. Her påpegede Guenther Steiner også problemet.

Derfor har Haas løbende forsøgt sig med Carbone-bremserne, og kørerne har talt positivt om dem.

»Forhåbentlig kan vi blive ved med at bruge dem, fordi de har præsteret godt i testene. Kørerne har været glade for dem, og de var stabile. Det er det vigtigste. Vi vil gerne nå dertil, hvor bremser ikke længere er et tema,« siger Guenther Steiner.

Også Kevin Magnussen er optimistisk:

»Nu fortsætter vi med det, vi prøvede i Bahrain og ser, hvordan det går. Det er altid godt at prøve forskellige ting, og vi føler, at der var nogle positive ting omkring Carbone-bremserne, og det vil vi arbejde videre med,« siger Kevin Magnussen:

»Og vi kan jo altid skifte tilbage igen.«

Allerede efter Bahrain-testen i sidste uge, var den danske kører ved godt mod.

»Vi fik kørt nogle gode omgange. Det var en god test i dag. Der burde være nogle interessante ting i vente i de kommende løb,« sagde Kevin Magnussen.

Husk, at du kan følge weekendens træninger, kvalifikation og grandprix live her på BT.dk.