Zlatan Ibrahimovic vil gerne have, at Steven Gerrard prøver kræfter med en større klub end Liverpool

Sverige møder i aften England i en venskabskamp, og forud for kampen har den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic givet sit syn på den engelske landsholdskaptajn Steven Gerrard. Zlatan Ibrahimovic roser Liverpool-ikonet, men så gerne Gerrard på et endnu højere niveau i en anden klub. 

- Steven Gerrard er respekteret i hele Europa. Det ved jeg, fordi det altid er ham, som træneren siger, man skal passe på, da han kan gøre forskellen. Men selvom Liverpool er en stor klub, vil jeg gerne se Steven i en stor international klub, siger Ibrahimovic.

Den svenske angriber har selv repræsenteret klubber i både Sverige, Holland, Italien, Spanien og Frankrig, og han ser gerne Steven Gerrard prøve kræfter med andet end Premier League.

- Det vil jeg gerne, fordi det er spændende at se en spiller rejse til et andet land og vise, hvem han er i en anden liga. Efter min mening kan en fantastisk spiller gøre forskellen i hvilket som helst land, han spiller i. Det tror jeg også, Steven kan. Nu spiller han i en af de bedste ligaer i verden - en fantastisk spiller, siger svenskeren.  

Zlatan Ibrahimovic og Sverige møder Steven Gerrard og England i aften klokken 20.30 på det nybyggede Friends Arena i Solna.

tipsbladet.dk