Silkeborgs Henrik 'Tømrer' Pedersen spillede lørdag eftermiddag sin sidste kamp på hjemmebane, da det kriseramte mandskab tabte 0-2 til OB.

Kendsgerningen at Silkeborg er under nedrykningsstregen og jagter livsvigtige point i tabellen blev for en kort stund gemt væk, da de mødte OB hjemme på Mascot Park lørdag eftermiddag.

Grunden til det skyldes Henrik 'Tømrer' Pedersen. Den 37-årige veteran var for sidste gang med på holdkortet på hjemmebane, da han har valgt at lægge støvlerne på hylden, når sæsonen går i hi fra den 10. december.

'Tømreren' startede på bænken, og da dommer Anders Poulsen fløjtede kampen i gang drejede det sig om holdet, krisen og jagten på point. Hyldestskiltene med 'Tømrerens' nummer 19 blev sænket på fantribunen og i stedet erstattet med to bannere med ordene: 'Kamp for overlevelse' og 'Vi står altid bag jer'.

Med de ord blev kampen sat i gang. Desværre for Silkeborg bragte fynboerne sig foran efter 22 minutter. En bold helt nede fra baglinjen blev spillet til Morten Skoubo, der fikst lod bolden gå videre mellem benene til Krisztian Vadocz, som sikkert udplacerede Lasse Heinze.

I anden halvleg fungerede det polerede spil stadigvæk ikke for Silkeborg, men i nærkampene blev stadig ydet maksimalt. Man ville vinde.

Efter 63 minutter kom så dagens lyspunkt - set fra hjemmeholdets synspunkt. 'Tømreren' blev skiftet ind til stor applaus fra Silkeborgs fans til sin kamp nummer 270 for klubben.

Desværre for ham og Silkeborg blev kampen lukket med ti minutter igen, da udeholdets Rasmus Falk scorede til 0-2, lige efter OB's fans af uforklarlige årsager forårsagede en lang pause i spillet på grund af de romerlys, de havde smidt ind på banen. Dårlig stil.

Ekvilibristen satte sig igennem og smuttede gennem to Silkeborg-forsvarsspillere for efter at hamre kuglen over langs den ene stolpe uden chance for Lasse Heinze, der kun lige fik fingrene på.

Det blev kampens resultat, og dermed forbliver Silkeborg næstsidst i Superligaen, mens OB rykker op på fjerdepladsen.

Efter lørdagens kamp har 'Tømreren' opnået 471 førsteholdskampe med 129 mål til følge i sin 17 år som professionel fodboldspiller. I Silkeborg-trøjen lyder statistikken på 270 kampe og 96 mål.

'Tømreren' debuterede for Silkeborg under Preben Elkjær tilbage i 1995. Sidenhen han var været på et udlandsvisit til England, hvor han repræsenterede Bolton og Hull i en lang årrække, inden han igen vendte hjem til Silkeborg i 2008.