Er Kasper Dolberg den nye Zlatan Ibrahimovic? Eller den nye Marco van Basten?

Det mener flere store europæiske medier og fodboldeksperter, men spørger man en tidligere dansk målkonge, er svaret helt anderledes. Ifølge Søren Larsen, der i sine 20 landskampe nettede 11 gange under Morten Olsen, skal der mere til for at overbevise.

»Tag det nu roligt. Lad nu lige drengen komme i gang, inden vi udråber ham til alt muligt. Han skal vise over lang tid, hvad han kan. Der er ingen, der ved, hvad hans bundniveau er, og der er ingen der ved, hvad hans topniveau er. Lige nu skal vi bare lade os tryllebinde af, hvad der foregår,« siger han op påpeger, at Kasper Dolberg endnu 'blot' har spillet 12 ligakampe for Ajax Amsterdam i sin debutsæson. Inklusive pokal- og europæiske kampe er tallet 21.

I løbet af sin egen karriere nåede Søren Larsen udlandsophold i svenske Djurgården, tyske Schalke 04 og MSV Duisburg, franske Toulouse samt hollandske Feyenoord. Netop i Holland eksploderer hypen i øjeblikket med referencer til storspillere som Zlatan Ibrahimovic, Dennis Bergkamp og Marco van Basten, men Søren Larsen nægter at ride med på bølgen. Ikke fordi han ikke er begejstret, men fordi, at hypen ifølge ham ikke står mål med virkeligheden.

»Jeg er vildt begejstret og glæder mig til at følge ham, men du får mig ikke til at sammenligne ham med Van Basten. Det kan man ikke,« siger han og leverer et standpunkt om de mange rygter om storklubber, der menes at drømme om danskerens underskrift.

»Hvis jeg var en stor klub, ville jeg tage det helt stille og roligt. Jeg ville ikke smide mange penge efter ham endnu. Jeg skulle overbevises noget mere. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at snakke store klubber endnu. Han har spillet 12 ligakampe, så rolig nu,« siger 'Lange Larsen', der står bag projektet 'Torjäger Camp,' som leverer målrettet angrebstræning og gode råd til unge angrebstalenter.

Her leverer han et gratis råd til Danmarks mest hypede fodboldspiller lige nu, Kasper Dolberg.

»Det er meget, meget simpelt. Fordyb dig endnu mere i dit håndværk. Begrav dig i dit fokus og hav kun for øje at træne endnu hårdere for at blive endnu bedre. Så holder du alt andet ude«.

 

.