Frank Arnesen skal skaffe millioner til den slunkne klubkasse. Han har bedt fem spillere om at finde sig en ny klub.

Hamburg og Frank Arnesen spenderede stort i sommerens transfervindue, hvor de blandt andet hentede Rafael van der Vaart tilbage til klubben, men nu skal der penge tilbage i kassen, og helst allerede til vinter. Derfor er Frank Arnesen tvunget til at sælge ud for at spæde op i den slunkne klubkasse.

Ifølge den tyske avis Bild er der tale om et beløb i størrelsesordenen 47 millioner kroner (6,4 millioner euro), der skal hentes ind på spillersalg, og ifølge avisen skal Per Ciljan Skjelbred, Jaroslav Drobny, Slobodan Rajkovic, Robert Tesche og Marcus Berg alle finde sig en ny klub i vinterens transfervindue.

- Vi står overfor en kæmpe udfordring . Vi investerede stort i sommer og nu skal der hentes penge ind, siger Arnesen til bild.de og bekræfter, at alle de navngivne spillere er blevet informeret om deres planlagte afgang.

I værste tilfælde kan klubben i den traditionsrige klub endda blive tvunget til at sælge ud af deres stjernespillere, hvis ikke de får hentet nok penge ind til vinter.

- Det er overhovedet ikke vores førsteprioritet, men HSV står desværre i en situation hvor vi ikke kan afvise spillersalg, så i absolut nødstilfælde kan vi blive tvunget til at sælge ud, understreger vice-præsidenten i HSV, Joakim Hilke.

Hamburg har efter den forfærdelige sæson 2011/12, hvor klubben var snublende nær en nedrykning, indtil man klarede frisag i næstsidste spillerunde, atter genfundet noget af formen og ligger efter 10 kampe på niendepladsen med 13 point.