Serie A er kun to runder henne, men meget skal gå galt, hvis ikke søndagens kamp mellem Parma og Milan skal blive husket som en af sæsonens mindeværdige kampe. 

Ni mål, otte gule og to røde kort var facit, da dommeren fløjtede kampen af. En kamp, som Milan vandt med 5-4 på udebane. 

Milans og kampens første mål blev først scoret efter 25 minutters spil, men herefter gik det også amok, og ved pausen var der scoret yderligere tre mål, så stillingen var 1-3 ved pausetid. 

Parma formåede at reducere til 2-3 kort efter pausen, og efter knap en times spil så det ud til, at hjemmeholdet kunne komme tilbage og få point ud af opgøret, da Daniele Bonera blev udvist.

Men 10 minutter senere havde Nigel de Jong scoret igen for Milan. Med 17 minutter tilbage lykkedes det så for Parma at reducere til 3-4, og der var igen håb om point for hjemmeholdets fans, men så modtog Felipe sit andet gule kort og dermed rødt. 

Med 20 mand på banen scorede holdene hver en gang mere, og således endte kampen med en sejr til Milan, der rykker op som førerhold i Serie A med maksimumpoint efter to kampe. Parma ligger i bunden med nul point.