Det nuværende fodboldlandshold er det værst præsterende siden 1971.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Otte kampe i træk uden sejr. Det er det deprimerende facit for det danske fodboldlandshold efter onsdagens pinlige 0-3-nederlag til Makedonien, der ikke bare markerede et spillemæssigt lavpunkt for Morten Olsens landshold. Rent statistisk gør nederlaget også det nuværende hold til det dårligste i 42 år, hvis man tillader sig at basere sådan en vurdering alene på en opgørelse over mængden af kampe i træk uden at have vundet.

Danmark står uden sejr, siden holdet ved den første kamp under sommerens EM-slutrunde overraskende slog Holland med 1-0. Siden har Olsens tropper tabt fem kampe, mens tre er endt uafgjort. 

De i alt otte kampe, hvor de rød/hvide har misset sejrssangen, er den værste stime et dansk A-landshold har haft siden perioden 1969 til 1971. Her gik landsholdet 13 kampe uden at få maksimalt udbytte. Det blev til store nederlag til blandt andre Ungarn, Polen og Belgien, inden Schweiz den 5. maj 1971 agerede stopklods for den elendige stime. 

Hvornår den nuværende stime ender, er umuligt at spå om. Men næste gang, landsholdet har muligheden for at sejre, er den 22. marts. Her venter Tjekkiet i en altafgørende VM-kvalifikationskamp. 

Landsholdets otte kampe uden sejr

Danmark - Portugal (EM) 2-3

Danmark - Tyskland (EM) 1-2

Danmark - Slovenien (Testkamp) 1-3

Danmark - Tjekkiet (VM-kval) 0-0

Bulgarien - Danmark (VM-kval) 1-1

Italien - Danmark (VM-kval) 3-1

Tyrkiet - Danmark (Testkamp) 1-1

Makedonien - Danmark (Testkamp) 3-0