Lørdag aften tikkede beskeden om Ståle Solbakkens fyring ind på nordmandens telefon.

Fjerde nederlag i træk blev for meget for Wolverhamptons ledelse, der oven på et ydmygende nederlag på 0-1 til Conference League-holdet Luton fyrede Ståle Solbakken.

- Jeg er ked af det, er Ståle Solbakkens reaktion på fyresedlen til det norske medie VG.

- Jeg er bitter og vred over, at jeg ikke fik chancen til at afslutte, hvad jeg har startet. Men jeg er ikke dummere, end jeg er klar over, hvilke mekanismer der er i fodbold, tilføjer Ståle Solbakken.

Hele sæsonen har været op og ned for Wolverhampton, der har store ambitioner om at rykke hurtigt tilbage i Premier League efter sidste sæsons nedrykning. 
 
Men 2. juledag begyndte det, der for alvor blev Ståle Solbakkens endeligt i klubben.

Holdet tabte på hjemmebane 0-3 til den absolutte bundprop i The Championship, og efterfølgende nederlag til Ipswich, Crystal Palace og nu også lille Luton Town i FA Cuppen blev for meget for ledelsen, der kan se på en tabel i den næstbedste række i England, hvor holdet er tæt på nedrykning. 

Det har nu kostet Ståle Solbakken og to andre jobbet. 

Også assistenterne, danske Johan Lange fra FCK-tiden og first team-chefen Patrick Weiser, er nemlig røget af lønningslisten i Wolves med disse ord:

- Klubben ønsker at udtrykke sin tak og ønsker Johan og Patrick det bedste fremover, skriver Wolves i en pressemeddelelse.  
  
Ståle Solbakken er på under et år blevet fyret i to klubber, efter FC Køln afskedigede ham i april 2012 som cheftræner.