En af fodboldverdenens mest kontroversielle spillere stikker lidt til den gamle europamester.

Joey Barton har en holdning om det meste. Den tidligere Premier League-stjerne, der i dag tjener til dagen og vejen i franske Olympique Marseille ender ofte i mediernes søgelys for sine markante ytringer omkring alt og alle i fodboldens verden. 

Barton, der i sidste sæson gik amok og overfaldt flere Manchester City-spillere, bruger ofte sin Twitter-konto til at ytre sig, og i dag finder en gammel kending af dansk fodbold vej til midtbanemandens højttaler på det sociale medie. 

Fra 1992 til 1996 spillede John Faxe Jensen i Arsenal, og derfra kender engelske Barton naturligvis den tidligere europamester. I sin tid i Arsenal var Faxe kendt som en arbejdsom, men yderst målfattig herre. Søndag eftermiddag spiller Arsenal mod Chelsea, og da 'The Gunners' kommer bagud 0-2 efter en sløj indsats, får det Barton til at skrive følgende:

 - Arsenal er aldrig blevet det samme igen, efter John Jensen rejste. Sikke et krølhåret geni, han var.

Dén udmelding lugter en smule af ironi, da Faxe ikke var Arsenals største profil. På den anden side kunne det Arsenal-hold, der netop nu får tørre tæsk af Chelsea måske godt bruge en arbejdsmand a la den nuværende Brøndby-konsulent.