Sporten.dk har samlet nogle af de værste slagsmål mellem holdkammerater, og der sniger sig en del danskere med på listen.

Sporten.dk har, ovenpå kontroverserne mellem Swanseas Nathan Dyer og Jonathan de Guzmán i Capital One Cup-finalen, kigget nærmere på splid mellem holdkammerater. Og det går hedt for sig:

Lee Bowyer vs. Kieron Dyer, Newcastle (2005)

I hvad der allerede er et klassisk YouTube-klip kan man se Bowyer og Dyer ryge i totterne hinanden på midten af banen, mens spillet foregår et helt andet sted. Holdet var ved at blive splittet ad af Aston Villa, og det blev for meget for de to iltre englændere.

Nicklas Bendtner vs. Emmanuel Adebayor, Arsenal (2008)

Bendtner er første dansker til at pryde listen, selvom Adebayor må siges at være den eneste kamphane i denne situation. Bagud 5-1 mod Tottenham var humøret selvsagt ikke højt, og efter lidt mundhuggeri kvitterede togoleseren med en skalle til Bendtner.

Frederik Ljungberg vs. Olaf Mellberg, Sverige (2002)

Vi skal en tur over sundet, hvor Ljungberg og Mellberg endte i gedigent håndgemæng til en landsholdstræning, efter sidstnævnte havde sat en hasarderet tackling ind på Arsenal-stjernen. De to er efter sigende stadig ikke blevet venner igen.

Thomas Gravesen vs. Robinho, Real Madrid (2006)

På træningsbanen satte danskeren en vanligt hårdfør tackling ind, og det faldt ikke i Robinhos smag. Men uanset hvor vred han blev, så blev Gravesen vredere. Robinhos ukvemsord blev besvaret med en byge af knytnæver, og efter sæsonen forlod Gravesen klubben.

Bruce Grobbelaar vs. Steve McManaman, Liverpool (1993)

En af de ældre episoder, og endnu en YouTube-perle. McManamans sløje clearing havde ført til, at Liverpool indkasserede et mål. Det var den ultrakarismatiske målmand Grobbelaar ikke tilfreds med. Råben, skrigen og håndmadder blev udvekslet flittigt.

Peter Madsen vs. Morten 'Duncan' Rasmussen, Brøndby (2007)

Den hjemlige liga kan heller ikke se sig fri for en smule kammeratlig infight. Tilbage i 2007 var Brøndbys deroute først lige begyndt at tage fat. AaB havde netop sat den tredje scoring ind mod et sagesløst BIF-mandskab, og da Peter Madsens skideballe til medspillerne blev svaret igen af Duncan, så slog det klik. Duncan fik to flade, inden Brøndby gav bolden op og spillede videre.

John Hartson vs. Eyal Berkovic, West Ham (1998)

Hvad denne episode mangler i kendte ansigter, det gør den op for i voldsomhed. Hartson havde til et træningspas sendt sin holdkammerat i græsset med en hård tackling. Da han forsøgte at hjælpe Berkovic på benene, slog israeleren ud efter ham. Hartsons svar var et velplaceret los i ansigtet på den stadig knælende Berkovic.