KOMMENTAR
Han havde prøvet igen og igen og igen.
Enten havde han ramt overliggeren, sparket forbi eller også havde hans gamle holdkammerat Jack Butland reddet. Men endelig. Efter fem kvarters spil slap Marko Arnautovic fri nok engang efter et genialt dobbeltpas med Manuel Lanzini, og denne gang scorede West Hams østrigske angriber.
Arnautovic kastede lige et kort blik over skulderen for at forvisse sig om, at han ikke var off side, og så slap han ellers det hele løs i en ekstatisk jubel-scene, som han afsluttede med fuld effekt ved at lave ”Hammers-tegnet” i luften og demonstrativt slå sig selv på sin nye trøjes logo med en knyttet næve.
Under normale omstændigheder havde det ikke været en jubel-scene, der ville have vakt den store opmærksomhed, men i og med, at Marko Arnautovic scorede målet på sin tidligere hjemmebane mod sin tidligere klub, så gav hans fejring anledning til nogen debat. Ikke mindst på Stoke Citys sociale medier…
Sagen var nemlig den, at Arnautovic tilbragte fire gode år i Stoke City, inden han i sommers blev solgt til West Ham, og set i det perspektiv syntes mange, at østrigerens jubel var lige lovligt smart.
Jubel-scenen gav også anledning til at genopfriske erindringen om Emmanuel Adebayors ikoniske jubel-scene, da den tidligere Arsenal-spiller scorede for Manchester City mod sin gamle klub i en ligakamp i 2009. Her headede Adebayor bolden i mål i den ene ende af banen, hvorefter han foretog en overstadig 100 meter spurt helt ned i den anden ende af banen og gled på knæene ud mod de tilrejsende Arsenal-fans. Lad os bare sige, at det blev han ikke specielt populær på…
I den anden ende af skalaen finder vi Gylfi Sigurdssons mål for Everton i mandags. Den islandske midtbanemand trak ind i banen fra sin position på Evertons venstre kant, og så bragede han ellers et af sine karakteristiske langskud ind bag Lukasz Fabianski i Swanseas mål.
Sigurdssons mål var i lighed med Arnautovic’ scoret mod hans gamle klub, og det var mindst lige så vigtigt som det, West Hams angriber havde lavet to dage forinden. Men Sigurdsson reagerede helt modsat Arnautovic. Han fortrak ikke en mine og løftede end ikke armene, fordi målet faldt mod hans gamle klub Swansea. I den situation ønskede Sigurdsson ikke at udbasunere sin glæde.
Måden, en fodboldspiller jubler på efter en scoring mod sin gamle klub, er en af de ting, der virkelig kan udløse debat blandt fodboldfolket. For hvornår er det for meget? Og hvornår er det for lidt? Og hvornår bliver det respektløst?
Meget afhænger af omstændighederne. I særdeleshed omkring klubskiftet, fordi den slags er nok så retningsgivende for tilhængernes efterfølgende reaktioner. Arnautovic ønskede i sommers at komme væk fra Stoke og afleverede et såkaldt transfer request til Stoke-manager Mark Hughes, så i det tilfælde viste Stokes tilhængere ingen nåde. De buhede af Arnautovic fra første minut, og jublen ville nærmest ingen ende tage, når han mislykkedes med en aktion. Omvendt med Sigurdsson, der ikke modtog nogen bidske reaktioner fra de tilrejsende Swansea-fans. Islændingen er stadig en stor mand i den walisiske klub.
Helt grundlæggende er jeg af en opfattelse, at man selvfølgelig må have lov til at juble, når man scorer mod sin gamle klub. Det er jo naturens orden med klubskifter i moderne fodbold, og det er vel strengt taget på kanten af det respektløse overfor den aktuelle arbejdsgiver, hvis man undlader at fejre et vigtigt mål. Så kan man sige, at det er god stil at beherske sin glæde, men på den anden side. Når hele stadion havde været på nakken af Arnautovic, kan jeg også finde forståelse for, at østrigeren faldt for fristelsen til at give igen for fuld valuta.
Den smukkeste jubel-scene af denne karakter, jeg har oplevet, fandt sted den 30. november 2013 på Cardiff City Stadium i Wales. Her var Arsenal på besøg, og her ville skæbnen, at walisiske Aaron Ramsey scorede til 1-0 mod sin barndomsklub. Ramsey bøjede nærmest skamfuldt hovedet, modtog kammeraternes anerkendelse og luntede tilbage mod midten uden at løfte blikket.
Måske frygtede han reaktionen fra sit gamle publikum, men det havde han ikke behøvet. De klappede alle sammen.
