Brøndby skal skabe et stort comeback mod Panathinaikos torsdag, hvor udeholdets svenske angriber Marcus Berg ikke skal forvente en alt for varm velkomst.

De har gjort det før, Brøndby. Vendt et umuligt udgangspunkt i Europa til stor succes. Og torsdag skal de så prøve at gøre det nok engang.

Alexander Zornigers tropper var i jævn modvind i den første Europa League-kvalifikationskamp mod Panathinaikos, hvor man indkasserede to røde kort og led et 0-3-nederlag. Derfor skal der leveres en kamp af de helt store, hvis drømmen om europæisk gruppespil ikke skal krakelere.

Men det var ikke kun de røde kort og nederlaget, der fyldte i Grækenland i sidste uge. Her fik grækernes svenske angriber Marcus Berg en hovedrolle, da han kaldte Brøndbys sydafrikanske midtbanespiller Lebogang Phiri for en ’abe’.

Et udsagn, der blev overhørt på banen af Phiris holdkammerater. Efter kampen blev Berg konfronteret af blandt andre Rodolph Austin og Brøndby-træner Alexander Zorniger, mens svenskeren påstod over for pressen, at han ikke kunne huske, hvad han havde sagt.

Siden da har den græske klub været i offensiven i medierne over for Brøndby og klaget til UEFA over både Alexander Zorniger samt sportsdirektør Troels Bechs opførsel i forbindelse med Berg-sagen. Derfor skal grækerne nok ikke forvente en alt for venlig atmosfære i Brøndby, selvom klubben har opfordret fansene til i stedet at bruge kræfterne på at støtte holdet.

På det officielle pressemøde inden opgøret spurgte BT træner Zorniger om epsioden.

I Grækenland var der en episode mellem Marcus Berg og Lebogang Phiri. Bliver det et emne i kampen, tror du?
»Forhåbentlig ikke, fordi det vil bringe kampen op på et andet niveau. Og på det niveau er modstanderen bare meget mere erfaren. Vi skal fokusere på, hvad vi er gode til. Og jeg synes ikke, vi er gode til at ’trashtalke’. Jeg ved, hvad jeg selv har hørt. Og jeg ved, at jeg selv har snakket med Marcus Berg. Og det er det. Han var matchvinderen i den første kamp på banen. Det (episoden, red.) skete så også på banen, men det hører ikke til på banen, og det er en anden ting.«

Kan I måske bruge episoden på en positiv måde for at motivere... (Zorniger afbryder, red.)
»Lad os snakke om kampen. Vi har en fyr her, der lige har slået en rekord, har jeg hørt. Så han skal gøre sit arbejde i morgen (torsdag, red.) og score,« lød det bestemt fra tyskeren med henvisning til topscorer Teemu Pukki, der var med på pressemødet. Og ganske rigtigt har Pukki netop slået Ebbe Sands rekord fra august 1997. Her scorede Sand ni gange, mens Pukki er oppe på hele ti scoringer. Med en uge tilbage af måneden.

Og det var svært at fornemme, at Brøndby egentlig har et forfærdeligt svært udgangspunkt efter 0-3 i den første kamp. Det handler mest af alt om at vinde kampen, lød det fra Zorniger.

»Vi vil bare gerne vinde den her kamp, og så må vi se, hvad der sker på banen. Men vi skal skabe en masse gode ting på banen for at kunne vinde over en stærk modstander. Det er alt. Vi har fortalt spillerne, at alt er muligt i fodbold.«

En besked, Pukki i hvert fald har noteret sig.

»Fornemmelsen er rigtig god. Vi er fulde af selvtillid, og vi ser meget frem til at spille. Alt er muligt i fodbold, så vi skal forsøge at spille vores spil, få et godt resultat og vinde kampen,« pointerede den finske måltyv.

For Zorniger er det desuden vigtigt, at det unge Brøndby-hold fortsætter med at banke igennem ligesom i den forrykte 7-0-kamp mod AGF i weekenden. Uanset hvad der sker.

»Alt, vi prøvede på, lykkedes. Og alt, de prøvede, virkede ikke for dem. Der er ikke så meget, vi kan bruge rent taktisk fra den kamp, men der er meget, vi kan bruge i forhold til mentaliteten og viljen til at gøre ting. At vi fortsætter med at presse på. Spillerne stoppede ikke, da de scorede de første tre-fire mål. Og de skal heller ikke stoppe i morgen (i dag, red:), hvis vi indkasserer et mål. Fodbold handler for det meste om at vinde, men med for vores unge hold handler det ligeså meget om, hvordan man opfører sig i svære situationer. Det vigtigste er, at vi viser alt og alle, at vi vil vinde kampen.«

Brøndby har indberettet episoden mellem Phiri og Berg. UEFA har endnu ikke meldt noget ud om en eventuel straf.