Morten Olsen er i spil som en blandt tre til at overtage det belgiske landstrænerjob allerede til sommer, når Marc Wilmots som forventet smutter for at overtage i Schalke 04. Michel Preud'homme og Dick Advocaat er favoritter, men lige i slipstrømmen kommer Morten Olsen.

Og han var i den belgiske avis Het Nieuwsblad kryptisk om det mulige job, mens han til blandt andre BT ikke havde lyst til overhovedet at kommentere på historien i landsholdslejren.

Nicolai Boilesen vil dog godt sætte ord på, hvad Morten Olsen betyder for ham og landsholdet.

»Morten Olsen betyder utrolig meget for det her landshold. Det taler for sig selv, at han har været her i 15-16 år, og man kan se med 'Den Røde Tråd', at han har været vigtig for ungdomslandsholdene,« siger Nicolai Boilesen.

Kunne du overhovedet forestille dig, at han skulle stoppe nu - allerede denne sommer?

»Nej, det kunne jeg ikke. Det ville jeg synes var rigtig, rigtig ærgerligt. Og jeg ville synes, at det ikke var det rigtige skridt at tage. Morten har også selv sagt, at han vil vente til efter EM, hvor vi forhåbentlig kvalificerer os til, og så må vi tage den derfra,« siger Boilesen.

Morten Olsen kender vicedirektøren fra det belgiske fodboldlandshold, Philippe Collin, særdeles godt via det fælles tilhørsforhold til Anderlecht. Det er blandt andet denne forbindelse, der gør rygtet varmt. Der er bare lige det problem, at Morten Olsen har kontrakt med DBU indtil sommeren 2016 - efter en eventuel EM-slutrunde.