En biografisk film om den legendariske rockstjerne Jimi Hendrix har været mange år undervejs. Men boet efter musikeren blokerer vejen

Det skriver Rolling Stone Magazine. Filmen, der pt bliver optaget i Dublin, kommer til at handle om livet for Hendrix før hans store gennembrud med albummet Are you Experienced? fra 1967.

Rollen som Hendrix bliver spillet af musikeren Andre 3000 fra bandet Outkast, og filmen bliver instrueret af John Ridley.

Men filmen om verdens bedste guitarist bliver helt uden guitaristens musik. Ejerne af rettighederne til de legendariske sange er imod at de bliver brugt i en film uden deres deltagen i projektet. Det fortalte de i en pressemeddelelse tilbage i maj måned.

- Det familieejede firma, som varetager arven efter Jimi Hendrix inklusiv music og udgivelser, har flere gange før gjort det klart at ingen film, hvad enten det drejer sig om original musik eller materiale dækket af copyright lavet af Jimi Hendrix, kan få tilladelse uden firmaets totale deltagelse i projektet fra start, lød det i pressemeddelelsen.

Gennem årene har mange instruktører forsøgt at få rettigheder til at lave en film om ikonet, men på grund af kravet fra Hendrix-boet er det gået i vasken hver gang.

Nu forsøger John Ridley, og blokeringen fra familiefirmaet lader ikke til at stoppe dem.

Filmen skal nemlig handle om hvordan Hendrix blev til den legendariske Hendrix, der er husket i dag. Derfor er hans musik unødvendig. I stedet vil Andre 3000 i sin rolle som Jimi Hendrix spille cover-sange af blandt andre The Beatles.

Men heller ikke det huer varetagerne af Hendrix-katalogerne. For dem er en film om Hendrix uden Hendrix-musik det samme som at holde jul uden juletræ.
En talsperson for Henddrix-boet har udtalt, at "at lave en film om Jimi Hendrix uden Jimi Hendrix-music er ligesom at lave en film om Abraham Lincoln uden at være i stand til at bruge Gettysburg-adressen".

Den kontroversielle film om Jimi Hendrix hedder 'All is by my side' og skal efter planen udkomme i 2013.