Ét eller andet sted langt inde i den amerikanske gyserfilm 'Chernobyl Diaries' gemmer der sig en god idé. Desværre bliver den væk i et mylder af gustent gysergenbrug.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Guiden er død. Varevognen kan ikke starte. Pigernes udskæring er lidt for dyb. Og da den første af de smukke, unge amerikanere på vildspor i Rusland advarer: Gå ikke derind!, Så ved alle, hvor det bærer hen - lige lukt i ned i udsalgskassen.Og idéen er ellers god nok. Eventyrlystne og selvfølgelig dybt dumdristige amerikanere vil på opdagelse i den russiske spøgelsesby Pripyat, der siden ned-smeltningsulykken på Tjernobyl atomkraftværket har ligget øde hen.
Bliver immun overfor klicheerne
Rustet med skarpladte videokameraer, et minimum af sund fornuft og en tildels engelsktalende lokal guide, drager de ud på eventyr. Og de finder selvfølgelig langt, langt mere, end de havde regnet med - og håbet på.
Gyser-teknikken er den traditionelle, vi kender fra ’Fredag d. 13.’ og ’Maskernes nat’: stille, stille, stille .. stille .. og så BØØØØH.
Og det chok fungerer såmænd fint nok både første, anden og måske også tredje gang. Men alt for hurtigt bliver man immun overfor den slags klicheer . Og så gør det heller ikke sagerne bedre, at man er fuldstændig ligeglad med, hvad der sker med samtlige medvirkende.
Ingen af rollerne er nemlig skrevet, så man lærer dem at kende - ikke engang overfladisk. Og derfor rækker man bare søvnigt ud efter popkornene, når endnu en dumrian får kniven. hoeg@bt.dk
’Chernobyl Diaries’
Gyser
USA, 2012
Premiere over hele landet
**
