Der blev ikke noget nytårsbrag i 'Blekingegade'! Banden blev knaldet i aftes - men serien om den blev aldrig andet end en slem fuser.

'Blekingegade' begyndte som svag, og det blev den ved med at være. Det er ikke for meget sagt, at den har været den helt store tv-skuffelse i 2009. Det bedste, der er at sige om afsnit fem, er, at med det er serien forbi. Heldigvis. Det mest interessante ved 'Blekingegade' har været den dybe undren over, at et så sprængfarligt materiale kunne blive til en så kedsommelig serie. For kedsommelig har den været, gabende kedelig. Det er ekstra ejendommeligt, fordi det materiale, den bygger på, jo er så god en historie, nemlig fortællingen om, hvordan en flok unge danske idealister kunne ende som terrorister - og politimordere. Det burde være drømme-stof for en drama-serie. Ikke mindst når der - som her - samtidig er tilsat en stor portion politi-lusk, komplet med komplot og skjulte dagsordener i de øverste politiske luftlag. Dårligt manuskript Det er som om nogen har råbt til manuskriptforfatteren 'Husk det private!' og at han derfor har hæftet et par totalt umulige vrøvl-på-hjemmefronten handlinger på. Helt håbløst blev det i aftes hjemme hos Jan Weimann, hvor Helle Fagralid sled med en helt umulig Tudesofie-rolle, hun var idømt som jaloux hustru. Handlingen kendte vi jo i forvejen. Og den trak ud og trak ud gennem de fem afsnit, som ikke engang den meget effektive og kreative klipning kunne gøre spændende. Så altså, hvad har denne tv-dramatisering bidraget med, som vi ikke vidste i forvejen om Blekingegadebanden? Svaret er: ingenting! I stedet reducerede den sig selv til en lillebitte politiet-mod politiet historie, der var lige så banal som en amerikansk metervare-serie.

big@bt.dk 'Blekingegade'. Af Lars Kjeld­gaard. Instruktion: Jacob Thuesen. 5. afsnit sendt på TV2 i aftes.