I de første to film om »Spider-Man« var der actionguf og tankegods til drengen i os alle. Serien blev endda bedre fra den første til den anden film. Selv om holdet bag »Spider-Man 3« er det samme som tidligere, lever filmen desværre ikke helt op til seriens gode ry og rygte.
Tilbage er alt for ofte kun tætpakket og overstyret ramasjang til drenge i teenagealderen.Det er som om Sam Raimi og co. har været bange for ikke at overgå sig selv og derfor har proppet Spider-Mans to timer og tyve minutters flyvetur med så mange hel- og halvgarderinger, at vi bliver trætte før tid.
Spider-Man (Tobey Maguire) får problemer med sin kæreste, fordi han bliver for selvfed. Samtidig vil hans gamle ven Harry slås og en ny fotografspire lægger billet ind på Peter Parkers fotografjob på byens avis.
For ikke at nævne, at manden der i virkeligheden dræbte Parkers onkel i den første film, lige dukker op og bliver til superskurken, Sandman (Thomas Haden Church).
For langt ude
Og, nå ja, så bliver Spider-Man også lige undervejs inficeret af en såkaldt symbiot fra det ydre rum. En ond snylterorganisme, der forvandler den ædle rødblå retfærdighedens forkæmper til en ond sort edderkop med loddent hjerte. Så stop dog!
Der er alt for mange ingredienser i underholdningskagen, og det betyder, at »Spider-Man 3« ofte enten går efter det hurtige grin, bliver alt for melodramatisk eller for actionbuldrende. III’eren balancerer med andre ord på kanten af at blive en parodi på de to første film.
Nu bør serien stoppe!
Helheden lider altså i den nye film, men der er heldigvis et par visuelle højdepunkter, som normalt i seriens film.
Det gælder scenen, hvor en løbsk kran skærer igennem en skyskraber og skaber kaos og højdeskræk i biografen - og så er Sandman en pittoresk skikkelse med sin fremtoning a la en King Kong skabt af sandkorn.
Filmens clou er ren tegneserie. Mary Jane (Kirsten Dunst) er fanget i et sort edderkoppespind i skyskraberhøjde og der uddeles øretæver i forbifarten når helt og skurk flyver forbi hinanden surfende på murbrokker og den slags.
Begrebet »ren tegneserie« kunne være en ros, for Spider-Man blev skabt i netop det medie, men mulighederne for at computerdesigne sig til umulige halsbrækkende stunts sender actionscenerne for langt ud af tangenterne.
Filmserien bør slutte her, inden den risikerer at blive skræddersyet efter behovet for at sælge flere popcorn frem for at gøre tegneserieuniverset til levende film.
