Ledelsen i DR har kostet 40 millioner kroner på to år. Ekspert kritiserer DR for de høje udgifter.

Direktionen på Danmarks Radio er en dyr fornøjelse for de danske licensbetalere.

Public service stationen har i de seneste to år brugt 40 millioner kroner på direktionen - og 75 millioner kroner, hvis man måler over en femårig periode. Det viser en beregning fra Dagbladet Børsen.

Dermed bruger DR flere penge på sin direktion end kommercielle mediehuse som JP/Politikens Hus og TV2.

Ifølge Børsen har eksempelvis JP/Politikens Hus de sidste to år brugt 30 procent mindre end DR - og både TV 2 og Berlingske Media mindre endnu.

Fratrædelsesordninger er en af de afgørende årsager til de store udgifter. I alt har 19 direktionsmedlemmer forladt DR i forbindelse med diverse omstruktureringer de sidste otte år.

Tidligere generaldirektør Kenneth Plummer fik knap syv millioner med, da han trådte tilbage i oktober sidste år. Også de fratrådte ledere Lars Grarup og Mette Bock har forladt DR med en pæn pose penge i hånden.

Senest har DR fyret den nu tidligere mediedirektør Mikael Kamber, som ifølge B.T fik 1,5 millioner kroner med. Det beløb er dog ikke med i opgørelsen.

De store udgifter får en ekspert i ledelse til at kritisere DR.

- Det er dine og mine penge, det drejer sig om, og i disse år er vi jo meget opmærksomme på, at der ikke finder overforbrug sted, siger Anders Drejer, professor ved Aalborg Universitet til Børsen.

Hos DR peger generaldirektør Maria Rørbye Rønn på, at denne uges slankning af ledelseslaget fra otte til syv personer på længere sigt betyder en besparelse.

- Fremadrettet er der færre penge, som går til direktørlønninger, siger hun.

Efter flere år med underskud kunne DR den 5. maj for første gang siden 2005 præsentere sorte tal på bundlinjen. Resultatet blev et mindre overskud på 13,9 millioner kroner, skriver avisen.

/ritzau/