Vi kender ham bedst som stylisten, der gør kendte kvinder smukke. Men lørdag aften kunne du opleve ham i en helt anden rolle i Tv3s nye ’Kendis Undercover’.

Her lagde 46-årige Dennis Knudsen sin forfængelige side på hylden og sprang ud som uhumsk og usympatisk grønthandler.

- De er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har været med til. Jeg har aldrig grint så meget, som jeg gjorde i de to dage, hvor vi optog, siger Dennis Knudsen, der først lige skulle vende sig til sit nye look, men herefter var han klar på udfordringen.

- Jeg måtte ikke se mig selv, da jeg blev sminket, og jeg blev virkelig forskrækket, da jeg så mit spejlbillede. Det var en helt fremmed, jeg kiggede på. Det var først en smule grænseoverskridende, men jeg kom ret hurtig ind i rollen, og så var det bare så skægt. Når man ikke selv er skuespiller, er det ret sjovt at tage en rolle på sig og give den fuld skrald. Jeg kan kun anbefale det. Folk, der er på lykkepiller, de skulle prøve det. Man bliver helt høj af det, siger Dennis Knudsen, der blandt andet nøs ned i kundernes jordbær, pillede næse, mens han delte ærter og melon ud, og smed asparges efter forfærdede kunder. 


- Jeg tror, jeg opførte mig så vildt, fordi jeg ikke var til at genkende. Det var vildt at opleve, hvor tolerante folk egentlig er. Og hvor meget de gik med til, før de fik nok. Derfor var det også vigtigt for mig, at jeg bagefter kunne læbe hen til dem og fortælle, hvad der egentlig foregik. Og jeg håber ikke, jeg har trådt nogen over tæerne, siger han og er selv ret forundret over, at han turde opføre sig sådan.

I programmet gik Dennis Knudsen også undercover som mekaniker. Men her var der den eneste maskering en gammel kasket og noget værkstedstøj. -Der var jeg virkelig på udebane. Jeg aner intet om biler eller dæk. Men det var så hysterisk morsomt at tage en meget maskulin rolle på mig, siger Dennis Knudsen, der bl.a. tilbød en kvindelig kunde en særlig undervognsbehandling, ligesom han brød grædende sammen overfor en kunde.

- Jeg har åbenbart en skjult side af mig selv, griner Dennis Knudsen og understreger, at han gerne vil gå undercover igen.

- Til hver en tid. Jeg håber, det bliver bare halvt så sjovt at se på, som det var at være med.

I aftenens program konkurrerede Dennis Knudsen mod tv-værten Jes Dorph-Petersen, der udgav sig for at være en lalleglad rastafari og en bornholmsk blomsterbinder.