Den jyske benzin-konge Olaf Haahr blev tirsdag erklæret personligt konkurs. Gennem de sidste ni måneder har han solgt ud af sine personlige ejendele og samleobjekter for at undgå konkursen.

Olaf Haahrs selskab har siden april 2016 været under rekonstruktion, og den 79-årige eks-millionær har siden da forsøgt at undgå en personlig konkurs. Det er sket ved, at han har forsøgt at sælge ud af sine personlige samlinger og ejendomme.

Det skriver Børsen.

Haahr selv betegner det som et brandudsalg over for mediet. I november satte han sin villa i Bredballe ved Vejle til sang for 25 millioner kroner, mens han til Børsen fortæller, at der blandt andet er blevet solgt en kunst- og antikvitetssamling samt en legetøjssamling.

Børsen har fået en aktindsigt i Haahr-selskabets rekonstruktion, der viser, at kreditorerne havde anmeldt et krav på 63 millioner kroner, men salget af Haahrs personlige aktiver har kun indbragt 40 millioner kroner.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad har Olaf Haahrs selskab, Holdingselskabet EOS 2 A/S, tabt 76 millioner kroner gennem de seneste to år.

Olaf Haahr fortæller til Børsen, at han godt ved, at et sådan brandudsalg sjældent kommer til at give det ønskede resultat. Men den 79-årige er ikke en bitter mand over, hvad der er sket.

»Man kan vælge at have et skuldertræk til overs for det, eller man kan græmme sig. Og jeg har aldrig været typen, der græmmer mig,« siger han.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Olaf Haahr, men han ønsker for nuværende ikke at kommentere yderligere på sagen, så længe »det spil stadig kører.«