Her får du en oversigt over det allerbedste elektronik og gadgets fra 2014. Vi har anbefalet det bedste indenfor syv kategorier.

I løbet af året har BT og iNPUT testet næsten 300 forskellige elektroniske produkter og gadgets. Vi har kigget igennem vores arkiver og fundet de allerbedste i kategorierne: Mobiltelefon, tablet, tv, lyd, smartwatches og kamera.

I denne PLUS pakke får du:

  • Oversigt og anmeldelse af de vildeste gadgets fra 2014
  • Mobil
  • Tablet
  • Tv
  • Lyd
  • Smartwatches
  • Kameraer

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele denne oversigt over de bedste gadgets fra 2014. Du får de bedste gadgets fra syv forskellige kategorier, hvor du kan se anmeldelse, pris, karakter, og hvor du køber produktet.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.

 


I løbet af året har BT og iNPUT testet næsten 300 forskellige gadgets. Vi har kigget igennem vores arkiver og fundet de allerbedste i kategorierne: Mobiltelefon, tablet, tv, lyd, smartwatches og kamera.

Lyd

 

Fantastisk bas-bæst fra Audio Pro

Vi blev positivt overraskede, da vi tidligere på året testede Bluetooth højttaleren Addon T10. Lyden er fremragende, og bas-freaks vil elske den kompakte, men højtydende højttaler. Den flotte, orange højttaler har en indbygget Digital Class D forstærker, som leverer 2 x 20W plus 1 x 40W. Det er altså imponerende 80W, som virkelig kan mærkes, når man skruer op for volumen. Selv med gummi-fødderne er der så meget drøn på bassen, at vi kan mærke det i gulvet flere meter fra det bord, højttaleren står på. Og det er en lækker bas. Den er præcis og overdøver på ingen måde de andre elementer i musikken. Og uanset hvor højt, vi skruer op, så spiller bassen præcist og lækkert, og er man til bas, vil man simpelthen knuselske Addon T10.

Addon T10

Varm og god lyd fra Denon

Heos er Denons første trådløse musiksystem, og vi tror, at fans af den særlige Denon-lyd vil blive rigtig begejstrede for Heos. Denon er kendt for at lave hovedtelefoner, der har en særlig ”varm” lyd, uden at det går ud over detaljerne eller dynamikken i lydbilledet. Den lyd er det lykkedes meget godt at genskabe i deres nye, trådløse Wifi/Airplay musiksystem. For lyden i Denons nye system er virkelig god. Vi får et dynamisk lydbillede, hvor alt fra bas til diskant leverer klar og tydelige toner. Heos 5 imponerer med en kraftig bas, der tilfører lyden en god tyngde uden at forstyrre de andre elementer. Det er noget af en bedrift i en højttaler, der ikke fylder alverden, så vi tillader os at være imponerede over lyden i Denons multirums system. Samtidig fungerer det hele virkelig godt i Android/iOS app’en og vi kan koble os på Spotify og andre streamingtjenester uden problemer.

HEOS 5 by Denon

Smartwatches

 

Pænt og klogt ur

Vi testede dette ur i begyndelsen af december, og det er indtil videre et af de bedste smartwatches, vi har kigget på. Moto 360 holder den klassiske og simple stil, og har en læderrem i god kvalitet. Det hører bestemt til i den pænere ende, når det gælder smarture. Uret er i øvrigt støv og vandtæt og har en IP67-certificering. Uret indeholder i øvrigt en pulsmåler og har også en sensor, der måler, hvor mange skridt man tager om dagen. Så Moto 360 er bestemt en god følgesvend, hvis man vil have et ur, der er lidt smartere end gennemsnittet og stadig pænt at se på.

Moto 360

Almindeligt ur er smartere end de fleste

LG G Watch R har ikke det smarteste navn på markedet og ligner et helt almindeligt ur. Vi testede de i december i en tvekamp med Moto 360. LG G Watch R klarede sig en anelse ringere end Moto 360, men det er stadig et af de bedste smarture på hylderne lige nu. Det er især den noget længere batterilevetid, der hæver G Watch R over feltet af smarture. Det er samtidig vandtæt og har indbyggede sensorer, der kan måle puls og aktivitet på brugeren.

LG G Watch R

Computer

 

Vildeste all in one computer nogensinde

Vi har netop modtaget Apples nyeste iMac, men allerede inden vi er færdige med testen tør vi godt sige, at det er en absurd lækker maskine. Den har hestekræfter til at redigere 4K RAW video – hvilket for kendere betyder rigtigt mange kræfter. Men det er ikke engang det, der er det mest fantastiske. Det mest fantastiske er 5K skærmen. 5K i 27” er en drøm. Alt står ekstremt klart, og det er som at kigge ud af vinduet. Eneste minus? AT den koster 20.000 kr.

Apple iMac Retina

Fantastisk pc format fra Microsoft

Microsoft lancerede tidligere på året den lette, bærbare hybridcomputer Surface Pro 3. Den viser, at hybridcomputere kan være meget mobile, uden at det går ud over funktionaliteten. Da vi testede den, var vi især imponerede over den flotte 12” skærm med en opløsning på 2160 x 1440 pixel. Den indbyggede vippestand gør det nemt at få den perfekte vinkel på skærmen, og de frontvendte højttalere giver god lyd til film og spil. Batterilevetid og ydelse er i orden, så vi glæder os til at se, hvad Microsofts næste computer har at byde på.

Surface Pro 3

Tablets

 

Stadig kongen

Selv efter næsten 5 år på tronen er Apples iPad stadig den bedste. Og iPad Air 2 er absolut årets bedste tablet, fandt vi ud af i vores stortest her i december. Den er ekstremt tynd og har en ydelse, de fleste bærbare computere vil kigge langt efter. Skærmen er den bedste på markedet, og det er lykkedes at reducere mængden af reflektioner betragteligt.

iPad Air 2

Velbygget guldtablet fra Samsung

”Den bedste Android tablet” kaldte vi Samsungs nyeste tablet da den kom tilbage i august. Farverne er ekstremt klare, og bortset fra iPad Air 2 er der ingen tablets, der har en bedre skærm. Samtidig er den voldsomt hurtig og både tynd og solid. Hvis du leder efter en Android tablet er der stadig ikke nogen på markedet, der når den til sokkeholderne.

Samsung Galaxy Tab S

Mobiltelefon

 

Lækker, hurtig og billig!

LG G3 har efterhånden et halvt år på bagen, men det har blot betydet, at den telefon vi kaldte ”Den bedste allround kameramobil på markedet” nu kun koster 2.800 kr. Og kamera, batterilevetid, brugergrænseflade og design er stadig helt i top. Vi er ikke bange for at kalde det årets Android telefon – og den er i både teknologi og hastighed på niveau med iPhone 6.

LG G3

Karakter: 9/10

Link til pris: http://www.pricerunner.dk/pl/1-2981143/Mobiltelefoner/LG-G3-16GB-Sammenlign-Priser

Læs hele anmeldelsen her: http://inputmag.dk/anmeldelser/enestaaende-kameramobil-fra-lg.aspx

Apple genopfinder iPhone

2014 blev året, hvor iPhone fik vokseværk. iPhone 6 blev 4,7” stor og iPhone 6 Plus blev hele 5,5”. iPhone 6 hyldede vi som den bedste iPhone nogensinde, og hvis du elsker iOS og Apple, er der ingen vej udenom. Den er ikke strengt taget den bedste på specifikationer – men den er stadig den bedste, når man kigger på alle parametre. Især vinder den på, at apps – stadig – er bedre på iOS end Android.

Apple iPhone 6

 

​TV

 

Stærkt tv fra LG

Hvorfor have højttalerne indbygget i TV-et, når man kan placere dem i selve tv-foden? LG skal have ros for at tænke nyt med deres 55LB870V tv. Vi har testet denne fladskærm tidligere på året, og karakteren er i top, men det er prisen heldigvis ikke. LG’s tv har et lysstærkt og indbydende billede med masser af dynamik. Sortniveauet er godt af en IPS-skærm at være, og skærmen har samtidig lys nok til at give os en dynamisk og visuelt god oplevelse.

LG 55LB870V

Fantastisk lyd og knivskarp skærm fra Sony

Der er ingen, som har større fokus på 4K end Sony. De vil gerne gå forrest og vise vejen, og det lykkedes strålende med deres Bravia KD 65X9005A 4K skærm. X9 kommer med Wedge-design og frontmonterede højttalere, og denne kombination med store, frontvendte højttalere giver enestående god lyd. Til gengæld må man leve med en fladskærm, der fylder væsentligt mere end konkurrerende modeller. Billedkvaliteten er simpelthen fantastisk og skarpheden i bevægelserne er nærmest uovertruffen.

Sony Bravia KD 65X9005A

Kamera

 

Semiproffesionelt kamera skuffer ikke

Vores anmelder var mere end almindeligt glad for Nikons nye 750D, der er deres bedste midrange spejlrefleks kamera. Vi roser det for dets alsidighed og – ikke mindst – for dets enorme alsidighed. Eneste grund til, at 750D ikke får den absolutte topkarakter er, at det halter lidt på videodelen. Men hvad enten du er professionel eller amatør får du et fantastisk kamera i 750D.

Nikon 750D

Perfekt til entusiasten

Hvis du er typen, der ikke leder efter et spejlreflekskamera fordi du ikke har lyst til at slæbe rundt på et arsenal af optikker, er Sonys bud på et godt entusiastkamera ifølge vores anmelder det bedste i 2014. Der er masser af gode features og en billedkvalitet, der sagtens kan konkurrere med spejlreflekskameraerne. Prisen er faktisk et af de eneste minusser ved et ellers forrygende kamera.

Sony Cyber-Shot RX10