Diskussionerne om kvindesyn og stereotyper i spil har sjældent været mere iltre end i de seneste par måneder, og enhver, der ikke har levet under en digital bautasten, har kunnet følge med i, hvordan uvidenhed har ført til elektroniske steppebrande over hele internettet. Set i det lys falder lanceringen af Bayonetta 2 på et enten meget uheldigt eller virkelig godt tidspunkt – for sjældent har et spil indeholdt så megen ammunition til begge parter i skyttegraven.
Allerede fra første øjeblik er der lagt vægt på attributterne hos spillets heltinde, heksen Bayonetta, da kameraet kælent og møjsommeligt arbejder sig ned over hendes faste former og minsandten også tager sig tiden til at dvæle ved hendes nedre regioner. Og hovedpersonen selv? Ja, hun lader til at svælge i opmærksomheden. For på trods af rollen som dæmonslagtende og ilter stridsheks, jubler og smiler hun, som var den kropsfikserede interesse alt, hun søgte.
Læs også: Haltende Battelfield 4-lancering har skadet svensk udviklers ry
At et spil skabt i Japan og markedsført omkring en veldrejet heks i en tætsiddende latexdragt damper af sex er næppe overraskende for mange kendere af det oprindelige Bayonetta. Men at opfølgeren - der denne gang er finansieret af det renskurede og temmelig børnevenlige Nintendo - stadig går hele vejen med både bandeord og lokkende positurer er alligevel noget af en kursændring for udgiveren. Bayonetta 2 er på mange måder det mest vovede spil, Nintendo nogensinde har spyttet i kassen til.
Men glem de seksuelle undertoner og spillets æggende heltinde, for når det kommer til selve spillet, har den japanske producer Hideki Kamiya stadig fat i den lange ende. Hans mission har hele tiden været at skabe et actionbrag, der endegyldigt kunne snuppe sværvægtertitlen fra det oprindelige Devil May Cry – og det mærkes endnu tydeligere med udgivelsen af Bayonetta 2.
Læs resten af anmeldelsen her
