I weekenden holder både Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti deres årsmøder. Det vil på mange måder slå tonen an for valgkampen. Og måske vil det ligefrem føre til et svar på, hvad det kommende valg kommer til at handle om.
Der kommer valg snart. Vi gider ikke spilde tid på at botanisere i teoretiske muligheder for, at det kan udskydes ret meget længere. Det er udløst af, at De Radikale besluttede sig for, at det var en passende reaktion på minkskandalen, og desuden mener, at løsningen er, at landet ikke må regeres af en etpartiregering.
Så langt så godt. Men forvaltningsrod er jo ikke noget egentligt tema for en valgkamp. Og da slet ikke i en tid, hvor nationen og vælgerne har nok at slås med. Derfor er et af de vigtigste spørgsmål forud for en valgkamp stadig åbne: Hvad handler valget om?
Man har en halv sejr i hus, hvis man bliver den, der definerer, hvad valget handler om. Det svarer lidt til, at jeg inviterer dig til en spilaften. Du tror, vi skal spille ludo, men jeg har planlagt en fodboldkamp. Sandsynligheden for at jeg vil vinde, er stor, for jeg har monteret benskinner og knopper under skoene, mens du står med en pose Malaco-mix i hånden.
Samtidig er det uvægerligt sådan, at der er temaer, som visse partier har opbygget større troværdighed på end andre. Og store vælgergrupper ser automatisk mod bestemte partier, når de er bekymrede for bestemte ting. Eller håber på bestemte løsninger.
Lige nu er der ingen tvivl om, at inflation og energipriser topper danskernes bekymringsbarometer. Ingen kan komme uden om at forholde sig til den underlægningsmusik.
Men hvilken melodistemme lægger partierne ovenpå? Kravet er, at det skal være noget, man kan synge med på. Og partierne skal have pisket deres egne op til at skråle med på omkvædet for fuld hals.
Vi kommer – bevidst eller ubevidst – til at måle de tre partier, der holder årsmøder i weekenden på forskellige vægte. DF skal overleve, De Radikale skal finde sig en logisk placering i det politiske landskab, mens Socialdemokratiet skal vise, at de styrer, ikke bare landet, men også slagets gang. Orkestret følger nu engang den, der har taktstokken i hånden.
Derfor vil vi se efter, om DF kan komme med noget, der berettiger til, at de stadig er relevante i dansk politik. Vi vil se efter, om andre end De Radikale selv kan forstå, hvad De Radikale har gang i. Og vi vil se, hvad Socialdemokratiets store fortælling er.
Det er derfor meget forskellige opgaver, de tre partier står med i weekenden, men de er alligevel forbundne kar. De Radikale og DF har været bedste fjender i 30 år, men DFs store nedtur er i højere grad udløst af S end af nogen andre. Til gengæld er det De Radikale, der nu er ved at vælte en S-regering. Ironisk nok for at komme i regering med netop S.
Ingen af de tre partier, der i weekenden mødes med deres baglande, står i en optimal position forud for et valg. Men deres udfordringer ligger ikke i forhold til de baglande, de mødes med, men derimod hos vælgere, som aldrig kunne drømme om at indfinde sig på et årsmøde.
Partierne har derfor den dobbelte opgave, at de skal begejstre nogle mennesker i salen, men i virkeligheden tale til nogle vælgere ude bag diverse skærme. De har brug for, at de delegerede går fra årsmøderne med tro på fremtiden, så de går ud og kæmper den politiske sag for deres partier, men det, der pisker de allerede frelste op, er ikke nødvendigvis det samme som overbeviser vælgerne ude bag skærmene.
Det, alle dog kan forvente et svar på i weekenden, er, hvilken tone, der kommer til at ligge under valgkampen, for det er regeringspartiet, partiet, der vælter dem og det parti, som regeringen vandt sidste valg på at slå, der holder årsmøder. Det bliver en politisk superweekend, som bringer os et stort skridt tættere på, hvilket valg vi går i møde.
Ugens forhandling
Regeringen forhandler lige nu med Folketingets partier om en slags energipakke, der skal kunne skabe lidt ro om husholdningernes og virksomhedernes energiregninger.
Der er umiddelbart lagt op til en løsning, som hverken rigtig hjælper (fordi det bare udskyder en høj betaling) eller rigtig gør nogen skade. Det sidste er måske det vigtigste. Alt, hvad politikerne gør for at kompensere danskerne og danske virksomheder, risikerer at skubbe til inflationen.
Det er nemt teoretisk at forholde sig til den nuværende krise, som en slags influenza. Man kan godt tage en Panodil på vejen, men grundlæggende skal man stå det igennem.
Problemet er bare, at det er dødelig alvor i husholdninger og virksomheder, som forventer meget mere end en lille pille på vejen. Det er derfor på mange måder umulige forhandlinger – særligt ved indgangen til en valgkamp.
Ugens skilsmisse
Den konservative formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, har meddelt, at han skal skilles fra sin partner gennem et lille årti. Normalt vil den slags afføde sympati, men da det kommer oven på en række sager om partneren, som har belastet K-formanden, bliver det naturligvis læst ind i en politisk sammenhæng.
Derfor balancerer Pape lige nu på en vippe, der både kan tippe til den side, hvor han bliver betragtet som en, der kynisk forkaster en ægtefælle for at bliver statsminister (nogle vil hævde, at det er en nødvendig kynisme) eller tippe til den side, hvor han dømmes som godtroende offer for svindel.
Ingen af delene er gode for en statsministerkandidat. Hvis Pape står midt på vippen, kan han holde balancen. Den gode nyhed for Pape er, at ekspartnerens privatliv nu ikke længere er en sag for medierne, og i weekenden sikrer hele tre årsmøder, at dagsordenen helt sikkert vil flytte sig.
Ugens mellemregning
Statsministeriet har oplyst, at den amerikanske præsident, Joe Biden, i juni inviterede statsminister Mette Frederiksen på besøg, men at der endnu ikke er fastlagt en dato.
Nu risikerer besøget selvsagt at blive et led i en dansk valgkamp. Omend de to regeringschefer naturligvis har vigtige emner at tale om og god gavn af at mødes.
Det, der virkelig er forbløffende, er regeringens evne til at sælge ikkenyheder, mellemregninger og planer om at lave planer som nyheder. Det har ikke noget med valgkamp at gøre – det har de været gode til i hele valgperioden.
Men god tur til Washington, D.C., statsminister! Og kom gerne hjem med rigtige nyheder.
