____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den var helt, helt gal, da Arbejdstilsynet i april kom på uanmeldt besøg på en af Frederiksberg Kommunes byggepladser.

Der var fare for, at håndværkere kunne være faldet ned fra flere meters højde, og store dele af den krævede sikkerhedsplan for byggepladsen var ren kopi. Det viser en aktindsigt, som Avisen.dk har fået i sagen.

- Den her slags sjusk kan i de værste tilfælde føre til alvorlige skader for håndværkerne, konstaterer Hasse Mortensen, der er tilsynschef i Tilsynscenter Øst.

Kommunen fik et såkaldt strakspåbud og en rød sur smiley i forbindelse med byggeriet på ældreboligerne Kredsens Hus, hvor man er i gang med en renovering til 150 millioner kroner af 6.000 kvadratmeter. Det er især det faktum, at kommunen har godtaget en sikkerhedsplan, hvor store dele var kopieret fra arbejdsmiljøloven, der gav anledning til, at Arbejdstilsynet skruede bissen på.

Ifølge loven er det bygherrens ansvar, at håndværkere og entreprenører udfærdiger ordentlige sikkerhedsplaner. Men den pligt svigtede Frederiksberg Kommune altså. På Frederiksberg tjekker rådhuset kun drypvis de sikkerhedsplaner, som kommunens entreprenører indlevere.

Det erkender afdelingschefen i Frederiksbergs Kommunes Ejendomme, Nicoline Holmblad, over for Avisen.dk.

- Hvis vi generelt har en formodning om, at her samarbejder vi med nogen, som har tjek på deres ting, så går vi ikke ind i deres skurvogn og tjekker den her plan, siger hun.

Dermed bryder kommunen reglerne i arbejdsmiljøloven, fastslår Hasse Mortensen, der er tilsynschef i Arbejdstilsynets center øst.

"Frederiksberg Kommune synes ikke at agere efter lovgivningens krav," påpeger han, og fastslår, at kommunen som større bygherre har ansvaret for, at sikkerhedsplanerne er i orden.

- Den her sag er dybt pinlig. Der er vist ikke rigtig andre ord, der dækker det: Pinligt og dybt kritisabelt.

Sådan lyder det fra Katrine Lester (S), der er viceborgmester på Frederiksberg.

- Det er ikke for sjov, at de her sikkerhedsplaner skal laves. Og når der har været nedstyrtningsfare, så kunne folk være blevet slået ihjel, hvis det var gået rigtig, rigtig galt. Så i virkelighed er vi billigt sluppet, hvis vi er sluppet med en rød smiley.