Personer med en ikke-dansk baggrund risikerer stadig at blive diskrimineret i nattelivet, viser en test.

Risikoen for at blive diskrimineret i nattelivet er en del større i Spanien, Frankrig, Rumænien og Albanien end i Danmark og Sverige.

Det tyder en koordineret europæisk test af diskrimination i nattelivet på.

Testen er gennemført i 16 byer i 11 europæiske lande af antiracismeforeninger natten til søndag 6. marts.

Ud af i alt 50 testede europæiske diskoteket blev unge med anden etnisk baggrund afvist 34 steder.

I Danmark var det SOS mod Racisme i samarbejde med Center for Positiv Integration (CePI), der besøgte otte diskoteker i København.

Et enkelt af de otte steder blev den etniske gruppe bestående af tre personer afvist med henvisning til, at de ikke stod på gæstelisten. Men da den ikke etniske kontrolgruppe lidt senere ankom, blev den lukket ind uden videre.

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF Neil Stenbæk Bloem, som var en af testpersonerne i den etniske gruppe, er ikke tilfreds, selv om det tilsyneladende er værre i andre lande.

- Jeg synes, at det er en skændsel, at vi i landets hovedstad i 2011 stadig skal opleve den slags, siger han.

Emma Hallencreutz fra CePI mener, at straffen for racisme bør skærpes.

- Bøderne er for lavt sat, hvorfor diskotekerne gladelig betaler dem, i stedet for at følge loven, og alt for få anmelder diskrimination, simpelthen fordi det er meget besværligt at anmelde. Politikerne skal gøre det nemmere at anmelde og indføre hårdere straffer for de natteklubber der ikke overholder loven, siger hun.

I Sverige var det ligeledes et enkelt sted, den etniske gruppe blev afvist.

/ritzau/