Kommunale skolelukninger fører sjældnere til en ny friskole, viser en opgørelse foretaget af Jyllands-Posten.

Mere end 150 skoler er lukket de seneste år, men den udvikling ser nu ud til at være bremset for en stund.

- Processen med at lukke og sammenlægge skoler er afsluttet i mange kommuner, og så er vi jo kommet et år tættere på kommunalvalget, siger Flemming Olsen, formand for de danske skoleledere, til Jyllands-Posten.

Lukninger af folkeskoler har ofte påkaldt sig forældrenes vrede, og som derfor i protest over beslutningen oprettede en ny friskole, fordi de ikke ville finde sig i, at den lokale folkeskole forsvandt. De mange nye friskoler har været med til at spise en del af kommunens forventede besparelse, men tendensen mod flere friskoler synes også at være blevet mindre.

August er måneden, hvor nye friskoler skal tilmeldes til Undervisningsministeriet, og i år har ministeriet indtil videre kun modtaget 27 ansøgninger. I august for to år siden var der 65 ansøgninger. Den udvikling undrer ikke Ebbe Lilliendal, formand for Dansk Friskoleforening.

- Vores skoler bliver tit skudt i skoene, at de blot erstatter en folkeskole, men i år er det, modsat de foregående år, højst halvdelen, hvor det er tilfældet. De andre er oprettet helt fra bunden, siger han til Jyllands-Posten.

Ligesom når kommunalpolitikere vælger at nedlægge skoler, så er det oftest økonomien, der afgør beslutningen. Det samme gælder det færre antal nye friskoler, vurderer Ebbe Lilliendal.

- Finanskrisen betyder, at forældre bliver nødt til at prioritere deres økonomi, og vi hører fra skolerne, at forældre trækker deres børn fra skolens lister, inden de skal starte, siger han.

En anden forklaring på de færre nye friskoler kan være, at forældrene simpelthen har vænnet sig til, at folkeskolen ikke længere ligger i lokalsamfundet. Og det betyder, at forældrene ikke vil starte deres egen friskole.

- Jeg tror, at vi har nået et mætningspunkt for nye friskoler. Når den første skole i lokalområdet lukker, så står man sammen og opretter en friskole. Når det sker igen, så accepteret man, at det sker, siger formand for Skole & Forældre, Benedikte Ask Skotte, der repræsenterer forældre til elever i folkeskolen.