Betalingskort forsvinder ud af danskernes tegnebøger for at blive erstattet af en lille chip i mobiltelefonen, som gør det muligt at klare de fleste betalinger direkte med telefonen.

Dette scenarium er allerede en realitet i Japan, og i løbet af ganske få år vil konceptet også vinde indpas i Danmark, vurderer tele-analytiker John Strand fra Strand Consult. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Nokia indbygger denne facilitet i sine nye telefoner, og jeg tror, det bliver standard i alle telefoner i løbet af ganske få år, siger han.

Når først telefonerne kan det, de skal kunne, er springet ikke særlig stort. Langt de fleste dankort-terminaler er nemlig forberedt til denne type betalingssystem.

- Så den gode nyhed er, at butikkerne ikke behøver at investere ret meget mere end 1000 kroner for at få opgraderet deres dankort-terminaler til også at kunne modtage betaling fra telefoner, siger John Strand.

Og danskerne er tilsyneladende helt parat til at bruge deres mobiltelefon til også at ordne pengesager med. På to måneder har over 85.000 danskere downloadet applikationen til Danske Banks nye mobilbank, som gør det muligt at køre sin netbank direkte på telefonen.

En af dem er 27-årige Asger Nielsen, der bestyrer en bar i Odense centrum.

- Jeg har allerede brugt mobilbanken meget. Det er en stor lettelse at kunne ordne banksagerne i løbet af dagen, siger han til Fyens Stiftstidende.

/ritzau/