En ny mini-helikopter skal hjælpe nødhjælpsorganisationer til at kortlægge landminer i verdens fattige lande.

Et samarbejde mellem virksomheden Sky-Watch og hjælpeorganisationen Folkekirkens Nødhjælp har resulteret i udviklingen af en mini-helikopter, der skal finde landminer i verdens fattige lande.

Mini-helikopteren er ubemandet og kan med avanceret styring og kamera flyve ind over potentielle minefelter og sende levende billeder hjem. Den kan altså hjælpe med at kortlægge minefelterne på en måde, der er effektiv og som ikke udsætter andre mennesker for fare.

- Vi ville udvikle et system, som var let at have med at gøre. Det skulle vægtmæssigt være let, det skulle være meget lille og kompakt, og samtidig skulle det være muligt for alle at betjene produktet uden at have nogen særlig uddannelse i det, forklarer Jonas Dyrh Johansen, der er direktør i Sky-Watch.

Hos Folkekirkens Nødhjælp er man begejstret for den nye flyvende ven. Planen er, at helikopterens første aktion skal finde sted til august i Angola, hvor Folkekirkens Nødhjælp har fået til opgave at rydde og sikre et område på 900 hektar.

- Det vil være en utrolig stor lettelse af vores arbejde, hvis vi kan sende helikopteren ind, der kan tage nogle detaljerede billeder og få kortlagt området. Det gør det hurtigere og meget mere sikkert, siger Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Både Folkekirkens Nødhjælp og Sky-Watch satser på, at helikopteren på længere sigt kan bruges i andre sammenhænge. Blandt andet ved jordskælv, hvor helikopteren med varmesøgende kameraer kan lede efter overlevende i murbrokkerne.

- I den slags situationer har man brug for, at man hurtigt kan få et overblik og få taget nogle detaljerede billeder, så man kan få planlagt indsatsen. Det er lige, hvad sådan en helikopter bruges til, siger Christian Friis Bach.

/ritzau/