Professor beskylder Milena Penkowa for at opdigte et samarbejde, der var med til at indbringe hende kæmpe bevilling på 5,6 mio. kr.

Mens Videnskabsministeriets advokater i disse uger forsøger at klarlægge, om der er juridisk grundlag for at tage den prestigefyldte EliteForsk-pris fra Milena Penkowa, dukker der nu en ny sag op, som ikke umiddelbart taler til Penkowas fordel. Det er den højt ansete, svenske professor Anders Bjørklund, der beskylder den danske hjerneforsker for at opdigte et fiktivt samarbejde med ham og hans forskningsgruppe. Det skriver b.dk

I en ansøgning tilbage i 2005 til IMK Almene Fond, af hvem Penkowa senere fik bevilget rekordstore 5,6 mio. kr., skriver den nu bedrageridømte hjerneforsker, at hun 'indledte et samarbejde' med Bjørklunds forskningsgruppe i forbindelse med hendes egen 'storartede opdagelse' angående nogle reaktiverede stamceller, der skulle forhindre celledød og vævsskader i hjernen.

Forskerpriser

Bjørklund benægter imidlertid, at et sådant samarbejde skulle have fundet sted.

- Det er rigtigt, at jeg deltog i etableringen af Center of Brain Repair sammen med Penkowa og ti andre forskere, men jeg har aldrig haft noget konkret samarbejde med Penkowa, lyder det fra Bjørklund, da Berlingske konfronterer ham med Penkowas påstand.

Milena Penkowa står dog ikke alene med postulatet. Ifølge formanden for IMK Almene Fond, Erhardt Gram, påstod også Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, i en telefonsamtale med Gram, at Penkowa og Bjørklund var nære samarbejdspartnere. Det viste sig senere, at netop den oplysning var med til at sikre Penkowa kæmpebevillingen på de 5,6 mio. kr. Det bekræftede Erhardt Gram selv i et debatindlæg i Politiken for et par uger siden:

- Ralf Hemmingsen henviste endvidere til hendes nære samarbejde med professor Anders Bjørklund fra Lunds Universitet, hvilket også var med til at bekræfte hendes kvaliteter og høje niveau. Jeg tilføjede over for bestyrelsen, at Anders Bjørklund åbenbart var en meget anerkendt forsker, skrev Erhardt Gram 8. april.

Rektor Ralf Hemmingsen har ingen konkrete erindringer om samtalen med Erhardt Gram. Han mener dog, at de to kan have talt forbi hinanden.

- Det kan ikke udelukkes, at Center of Brain Repair blev nævnt under samtalen, og at jeg med samarbejde mente etableringen af denne. Hvad Penkowa og Bjørklund ellers har haft af samarbejde, har eller havde jeg ingen idé om, siger Ralf Hemmingsen.