Børnene får ikke den undervisning, de har brug for, og det går ud over de andre børn. Sådan lyder lærernes oplevelse af inklusion i kommuner, der har fået eksperthjælp for at få inklusionen til at lykkes.
Eleverne er forsøgskaniner. Vi har hørt om det igen og igen. Folkeskolen skal være mere rummelig og inkludere 10.000 flere børn fra specialskoler og specialklasser. Børn med diagnoser og handicap som autisme, ADHD, udviklings- og adfærdsforstyrrelser skal undervises side om side med de såkaldt normale børn. Det lyder smukt. Og måske lyder det også for godt til at være sandt? I hvert fald fælder Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening, ifølge Berlingske en hård dom over et storstilet samarbejde mellem Undervisningsministeriet og kommunerne om at fremme inklusion: Eleverne er forsøgskaniner.
De inkluderede elever i folkeskolen får ikke den undervisning, de har behov for. De ødelægger undervisningen for resten af eleverne. Flere forældre har mistet tålmodigheden med inklusion og er begyndt at melde deres børn ud af folkeskolen.
Se også: Inklusionen slog fejl: 10-årige Kasper med ADHD har ikke været i skole i et halvt år
Sådan tegner billedet sig, når man spørger lærerne i de ti kommuner, der i efteråret 2012 blev særligt udvalgt af Undervisningsministeriet til at være frontløbere for inklusion. Kommunerne ville nyde godt af særlig rådgivning og sparring fra ministeriets eksperter i inklusion. Men en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening blandt de involverede lærere i de ti kommuner tegner et skræmmende billede af den hidtidige indsats.
82 procent af lærerne siger, at de inkluderede børn ikke får det undervisningstilbud, de har brug for. 75 procent siger, at de inkluderede børn har en negativ betydning for undervisningsmiljøet i klassen. 80 procent af lærerne føler ikke, at de er uddannelsesmæssigt rustet til at undervise de inkluderede børn.
»Det mest frygtelige ved denne historie, er, at man ikke har forberedt det så godt, at man undgik den her situation, hvor vi må stå og håbe på, at det bliver bedre med tiden. Når man gør det på denne måde, lader man eleverne være forsøgskaniner. Vi vidste godt, at inklusion er en stor opgave, og at alt for mange kommuner har undladt at forberede det godt nok. Men at der er så mange lærere - selv i frontløberkommunerne - der siger, at det slet ikke går, det overrasker mig faktisk. Det er jeg ked af,« siger Dorte Lange.
Men hvad skal vi tro?
Går det så dårligt, som Danmarks Lærerforenings undersøgelse antyder? Eller skal vi hellere tro på Undervisningsministeriet, der sidste år undersøgte inklusionsindsatsen i 12 udvalgte kommuner og på den baggrund konkluderede, at pengene er fulgt med specialeleverne ud i folkeskoleklasserne? Alt er tilsyneladende, som det skal være, når man spørger embedsmændene i de kommunale forvaltninger.
Professor i specialpædagogik Niels Egelund, der har været med til at undersøge kommunernes praksis for ministeriet, hæfter sig ved de forskellige svar, man får, når man spørger embedsmænd, skoleledere og lærere.
»Der er fandens til forskel. Der er et eller andet misforhold, som er dybt beklageligt. Når vi spørger embedsmændene i vores undersøgelse, kan vi se, at ressourcerne følger med børnene ud til folkeskolerne. Men vi kan ikke se, hvad der foregår på den enkelte skole,« fortæller Niels Egelund.
Han frygter, at ressourcerne bliver brugt til alt muligt andet end hjælp til den lærer, der står med barnet.
»Det, jeg frygter, er, at ressourcerne ude på folkeskolerne forsvinder i den almindelige ressourcetildeling og går til alt muligt andet. Så føler den enkelte lærer, der står med den inkluderede elev ikke, at man har fået nogen som helst hjælp. Kæden hopper af et eller andet sted ude på folkeskolerne,« mener Niels Egelund.
Heller ikke Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, kan fortælle, hvordan pengene bliver brugt.
»Virkeligheden er lige så forskellig, som der er skoleledere. Nogle skoleledere vælger at give støttetimer, andre giver deletimer eller holdtimer. Virkeligheden er forskellig, og vi er nødt til at prøve os frem. Der er ikke én formel, der virker for alle børnene,« forklarer han.
Inklusion handler om rummelighed, og vi har i mange år været alt for dårlige til det. De danske folkeskoler har ekskluderet for mange børn fra den almindelige undervisning og anbragt dem i specialskoler og specialklasser langt væk fra »de normale børn«. Det har trukket alt for mange ressourcer væk fra folkeskolen over i de specielle tilbud. Sådan lyder begrundelsen for den store inklusionsøvelse.
Det er de børn, der nu kommer tilbage i folkeskolen. 10.000 børn frem mod 2015. Men er skolen, forældrene og de andre børn klar til at modtage dem?
I de ti kommuner rapporterer knap hver tredje lærer, at der er forældre, der har meldt deres børn ud af folkeskolen på grund af den øgede inklusion.
»Det værste, der kan ske, er, at forældre tager deres børn ud af folkeskolen, fordi de ikke vil være med til de her eksperimenter. Så risikerer vi at miste opbakningen til folkeskolen som sådan,« siger Dorte Lange.
Claus Hjortdal savner tolerance hos de øvrige forældre og børn i folkeskolen.
»Det er en kedelig tendens, hvis man melder sine børn ud, når man ikke oplever tilstrækkelig medvind. Nogle af de problemer, vi ser nu, skyldes, at de andre børn ikke accepterer de inkluderede børn. I stedet bliver børnene drillet og chikaneret, og de andre tolererer ikke deres forskelligheder. Når inklusion får forældre til at skynde sig at melde børnene ud af folkeskolen og ind på en privatskole, hvor de andre børn ligner ens eget barn, er forældrenes tolerance over for forskellighed for lav,« siger Claus Hjortdal.
»Vi vil rigtig gerne. Men vi kan se, at nogle af de børn, der har en diagnose, simpelthen får ikke det, der skal til.«
Kathe Christensen er lærer i Slagelse Kommune, der er en af de ti kommuner, der i efteråret 2012 blev udvalgt til at samarbejde med Undervisningsministeriet om at få rådgivning og sparring af ministeriets inklusionseksperter. Hun har ikke selv inklusionselever i sin klasse, men som skolens specialundervisningskoordinator taler hun en del med sine kolleger om udfordringer ved inklusion.
»Der er nogle børn, der går i stykker i de store klasser, vi er nødt til at have på skolerne, fordi der ikke er råd til andet. Der er også børn, der går i stykker, fordi de oplever sig selv som anderledes, og at de ikke kan spejle sig i folkeskolens normale elever. Det er synd for de elever, der er blevet taget ud af specialklasser, hvor de er i mindre grupper med ligesindede. Jeg tror ikke på, at inklusion kan lykkes, hvis man føler sig anderledes hele dagen lang,« siger Kathe Christensen, der fortæller, at lærerne har været på kurser. Men ...»Selvfølgelig har vi fået kurser. Vi har fået kurser i det, der hedder LP-metoden. Vi har fået kurser i Classroom Management. Vi har fået kurser i feedforward og feedback. Vi har fået kurser i Cooperative Learning. Vi har fået kurser i Synlig Læring. Men inklusion kan stadig ikke lade sig gøre inden for de rammer, vi har. Man presser skolerne økonomisk, så man er nødt til at lægge mindre klasser sammen til store klasser for at sikre en fornuftig økonomi. Jeg forstår godt, at skolerne gør det. Det handler om kroner og ører,« fortæller hun.
I marts var undervisningsminister Christine Antorini (S) kaldt i samråd i Folketinget efter adskillige historier i medierne om mislykket inklusion.
Hun ønsker ikke at kommentere resultaterne fra Danmarks Lærerforenings undersøgelse, fordi hun ikke kender undersøgelsen i dybden, ligesom hun ikke ønsker at blive interviewet af Berlingske. Men Christine Antorini har gennem sin pressetjeneste mailet en generel kommentar om inklusion:
»Indtil nu taler vi om cirka tre elever i gennemsnit per skole, som er blevet fastholdt eller inkluderet i den almindelige undervisning, og her ved vi, at der er fulgt ressourcer med over i de almindelige klasser. Jeg ved, at omstillingen til inklusion er en stor opgave, og der er forskel på, hvordan kommunerne håndterer inklusion. Derfor gør vi i regeringen meget for at støtte op om kommunerne og skolerne. Vores læringskonsulenter gør et stort arbejde i de udvalgte kommuner, vi har oprettet et ressourcecenter, som skoler og kommuner kan trække på, og vi har sat en milliard kroner af til kompetenceudvikling, som blandt andet kan bruges i forbindelse med inklusion.«
De Konservatives uddannelsesordfører, Lene Espersen (K), mener, at lærernes uddannelse og klasserumsledelse skal være på plads i skolerne, før eleverne bliver forsøgt inkluderet.
»To ting er helt og aldeles afgørende. Det er vigtigt, at lærerne er uddannede og kompetente til at håndtere disse elever. Ellers vil de stå magtesløse. Det andet er, at der mange steder er for meget uro i klassen og for lidt klasserumsledelse. Man kan ikke inkludere en elev i en klasse, hvis der i forvejen flyver sakse og papirkugler gennem luften,« siger hun.
Berlingske har tidligere skrevet om børn med særlige behov, der er kommet i klemme, efter de blev forsøgt inkluderet i folkeskolen. Der var for eksempel Cecilie, der har autisme og ADHD, og som til sidst havde så mange sygedage på grund af angst, at hun reelt dårligt gik i den lokale folkeskole. Siden november har Cecilie dog kun haft to sygedage. For hun begyndte i en specialskole, som har givet hende glæden ved skole tilbage. Som hendes mor siger: »Hun er ikke længere så sort.«
