____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Formel 1-køreren Kevin Magnussen – tidens måske mest omtalte danske sportsstjerne – havde lørdag fundet tid i sin tætpakkede kalender til at gæste Classic Race Aarhus.

Gemt bag mørke solbriller skinnede den danske motorsportsstjerne om kap med forårssolen, der sendte varme stråler ned fra en skyfri himmel.

- Det er dejligt at være her. Det er godt vejr, og det er et fantastisk løb, som jeg glæder mig til at se, fortalte Kevin Magnussen.

Den 21-årige Formel 1-kører har normalt travlt med at jagte point i kampen om en sejr i Formel 1-verdensmesterskaberne, så det var noget af et scoop, da arrangørerne af Classic Race Aarhus kunne offentliggøre, at Kevin Magnussen ville gæste løbet.

- Det lignede en umulig opgave. Men med hjælp fra Anders Holch Povlsen (ejer af tøjkoncernen Bestseller, red.), der i en årrække har støttet Kevin, lykkedes det. Det vil vi gerne sige tak for, sagde Niels Brøchner, formand for Classic Race Aarhus.

Bestseller-ejeren hjalp også med Kevin Magnussens transport til racerløbet. Fra Roskilde blev Magnussen fløjet til Aarhus Lufthavn i Tirstrup i Holch Povlsens privatfly, og derfra gik turen videre med en helikopter.

Kevin Magnussen er født med fart i blodet og hans far, racerkører Jan Magnussen, har fulgt sønnen gennem tykt og tyndt, siden han som helt lille begyndte sine karriere i en gokart. Derfor er han ofte med på sidelinjen, når sønnike sætter sig bag rattet i sin McLaren Mercedes-racer. Besøget i Aarhus gav dog mulighed for, at Kevin Magnussen kunne få lov til at være tilskuer til sin fars løb, og det så han frem til.

- Han har helt styr på det, sagde Kevin Magnussen om faderens chancer i løbet.

Den unge Formel 1-stjerne ville ikke udelukke, at han en dag selv kommer til at sætte sig bag rattet til Classic Race Aarhus.

- Der er ikke den racerbil, jeg ikke har lyst til at prøve at køre i, sagde Kevin Magnussen, der også tog sig tid til at møde sine fans.

Flere hundrede mennesker havde taget opstilling i solen for at få lov til at komme helt tæt på den danske racerkører, der gladelig skrev autografer og stillede op til selfies med alt fra fjantede teenagepiger til dedikerede fans.

Blandt dem var Jesper Andersen, der havde sønnerne Kasper og Mathias med.

- Vi er kommet her for at se løbet, men også for at møde Kevin. Det er en stor oplevelse at møde ham. Han er en dygtig kører, som gør det rigtig godt, og han er også en meget sympatisk ung mand, sagde Jesper Andersen, efter autografen fra Formel 1-stjernen var kommet i hus