Kählers stribede vase er på godt og ondt blevet et ikonisk objekt. Det udnyttede arrangørerne af en happening midt i julehandlen. De opfordrede til vasesmadring, men ville bære et andet budskab frem.

Det står hurtigt klart, at der er én virkelighed på Facebook og en anden i den analoge verden. På torvet foran Magasin i København står en større gruppe mennesker og venter på noget, der ikke kommer til at ske.

De fremmødte er her – ligesom pressen og politiet – fordi de har hørt, at der lige om lidt vil blive smadret Kähler-vaser i massevis. Over 900 personer har på Facebook tilkendegivet, at de agter at deltage i eventen, der kort og godt hedder »Smadre Kähler Vaser« på det sociale medie.

Den nysgerrige kødrands opmærksomhed retter sig mod en lille håndfuld mennesker i centrum af det lille torv.

»Hvor er Kähler-vaserne?« Og: »Kommer der ikke virkelig ikke flere?« lyder det skuffet fra tilskuerne.

De to betjente smiler bredt. Især da de ser, at arrangørerne har spand, fejebakke, kost og sågar et lille tæppe med. Tæppet bliver bredt ud på jorden, og en af arrangørerne tager ordet.

Udsigten til bunker af smadret keramik har på forhånd aktiveret masserne. På eventens facebookside er Kähler-vaser selve symbolet på bevidstløs forbrugerisme.

»Jeg synes, det er et forrygende initiativ, der er med til at understrege overforbrug og villighed til at løbe som får i samlet flok mod et tomt mål,« skriver en facebookbruger, mens folk fra en anden lejr udtrykker stor forargelse og appellerer til, at vaserne i stedet bliver solgt og pengene givet til velgørenhed. Flere bekendtgør, at de har politianmeldt eventen.

Kimen til vasesmadring blev lagt i 2014

»Kimen til alt det her blev lagt i forbindelse med jubilæumsvasen i 2014,« forklarer livsstils­ekspert Henrik Byager med henvisning til Kählers messingstribede vase i anledningen af firmaet 175 års fødselsdag sidste år.

Jubilæumsvasen blev udsolgt på ganske kort tid og udløste en shitstorm på de sociale medier, hvor horder af mennesker rasede over, at netbutikker bukkede under for presset, og at de ikke kunne få fingre i den eftertragtede vase. Herefter opstod en modbølge, hvor andre blev mindst lige så ophidsede over, at folk kunne finde en vase så vigtig.

Jubilæumsvasen blev efterfølgende solgt til ågerpriser på nettet, og flere butikskæder – blandt andet stormagasinet Salling – så sig nødsaget til at udstyre deres telefonsystemer med en særlig besked, der henvendte sig direkte til Kähler-hungrende kunder.

»Det, vi ser nu, er så en fysisk manifestation af shitstormens anden bølge, og man kan vist roligt sige, at vi taler om first world problems her,« siger Henrik Byager til Berlingske forud for eventen og tager et forbehold:

»Eller så er det ikke. Min shitdetector er aktiveret. Mon ikke der er en underliggende dagsorden? For det virker da ualmindeligt åndsvagt.«

Et menneskeliv eller en vase?

Da en af arrangørerne åbner munden foran Magasin, viser det sig, at livsstilsekspert Henrik Byager har ret. Eventen handler i virkeligheden om at rejse et spørgsmål om vores prioriteter. Smadre Kähler Vaser-eventen blev oprettet på Facebook, efter en af arrangørerne, Dina Dinesen, havde forsøgt at forhindre udvisningen af den 19-årige Reza til Afghanistan.

»Jeg ville lave en test. Hvad synes danskerne er vigtigst; Et menneskeliv eller en vase? Hvad ville bringe mig i medierne? Jeg havde en fordom om, at vasen var svaret. Da jeg kom hjem fra udvisningen, gjorde jeg to ting. Jeg oprettede denne begivenhed, og skrev et blogindlæg om Reza,« forklarer Dina Dinesen på Facebook. Hun er ikke selv til stede foran Magasin, men en anden arrangør smadrer efter et par ord en lille vase og hælder skårene i en spand. Og så sker der ikke mere, før en mand bekendtgør, at han i protest mod vores meningsløse forbrugersamfund også vil lade en Kähler-vase falde til jorden.

Hos Kähler er den administrerende direktør, Jesper Holst Schmidt, ærgerlig over, at netop deres vaser er blevet brugt som løftestang for eventen.

»Jeg føler ikke, at vi er en del af denne her aktion. Jeg føler faktisk ikke, at det har noget som helst med os at gøre,« siger Jesper Holst Schmidt.

Sociolog og forbrugerekspert Eva Steensig kan dog godt kan se, hvorfor Kähler bliver brugt som trækplaster:

»Kähler-vasen er blevet et symbol på dårlig smag hos den æstetiske elite. Den er kontroversiel, fordi den trækker nogle fronter op, og den er kendt af alle. Den er blevet et symbol på forbrugerismen, som bliver mødt af en voksende modstand. Efter finanskrisen er vi begyndt at reflektere mere over vores forbrug. Der er en spirende erkendelse af, at det ikke er meningsfuldt bare at købe ting.«