Forsvaret får ifølge Radio- og TV-nævnet ulige vilkår ved at kunne hverve personel i DR's OBS-udsendelse. Nu må 5-15 procent af indslagene i OBS fjernes.

Danmarks Radio og forsvaret får tommelfingeren nedad fra Radio- og Tv-nævnet for et indslag i OBS-udsendelserne om at hverve nyt personel til forsvaret. Forsvaret får med disse indslag skjult reklame til ugunst for andre danske og udenlandske virksomheder.

Det konkluderer nævnet i en afgørelse om forsvarets hvervespot på 58 sekunder i OBS-udsendelsen på DR1 den 28. december sidste år. Det berettiger ikke indslaget, at forsvaret hører under staten, hedder det.

- Staten skal ikke gives mulighed for at annoncere på ulige og særligt gunstige vilkår i forhold til det private arbejdsmarked, mener nævnet.

Derfor ændrer DR nu reglerne for, hvad der må bringes i OBS, oplyser DR's mediedirektør Lars Grarup.

- Afgørelsen betyder, at DR nu går i gang med at revidere reglerne for, hvad der kan sendes i OBS, og den umiddelbare vurdering er, at et sted mellem 5 og 15 procent af de indslag, der bliver sendt i udsendelsen i dag, ikke vil kunne sendes fremover, siger han.

OBS - Oplysning til borgerne om samfundet - har været sendt siden den 4. oktober 1977, og i næste uge sendes OBS ni gange på DR1 og DR2.

/ritzau/