FOAs næstformand i Aalborg bakker ikke de sosuassistenter op, der går i konflikt allerede nu. De skaber unødvendig forvirring, lyder det.

De 12 arbejdspladser og 80 medarbejdere, der allerede i dag har nedlagt arbejdet i Aalborg, får ikke ros af FOAs næstformand i Aalborg, Pia Pedersen.

- Det skaber forvirring både hos vores medlemmer og de mennesker, der bliver ramt af konflikten. Er det i dag eller i morgen? Folk kan ikke finde ud af det, siger Pia Pedersen og understreger, at det ikke er FOA, der har opfordret til tyvstarten på konflikten.

Ifølge Pia Pedersen gik de 80 medarbejdere allerede i aktion i dag, fordi de ville bakke op om storkonflikten, selvom de ikke selv er udtaget til at konflikte i morgen. Ifølge Pia Pedersen, ønsker de at sende et signal til de politikere, der lovede bedre lønforhold under valgkampen.

Arbejdsnedlæggelse skal tyvstarterne selv betale for, understreger Pia Pedersen.

/ritzau/