18 gange sidste år var togsikkerheden "udsat for alvorlig fare", fordi et tog kørte forbi et rødt signal.

Hver tredje uge bliver danske togpassagerer bragt i fare, fordi tog kører forbi røde signaler. Nogle gange er det kun tilfældigheder, der gør, at situationerne ikke ender i en alvorlig ulykke.

Det skriver Berlingske fredag.

18 gange sidste år og indtil videre 13 gange i år er det blevet indberettet til Havarikommissionen, at togsikkerheden har været "udsat for alvorlig fare", fordi et tog er kørt forbi et rødt signal.

Det er i gennemsnit en alvorlig hændelse oftere end hver tredje uge, skriver avisen.

- Ulykker er sjældne, men at køre forbi et signal i rødt er en af de allermest alvorlige ting i togtrafikken. Signalet står der, fordi et tog ikke kan bremse på synsafstand, og kollisioner betyder mange dræbte og store materielle skader.

Sådan siger Lisbeth Harms, lektor på Københavns Universitet og tidligere forsker i togulykker på Vej- og Transportforskningsinstituttet i Sverige, til Berlingske.

Den seneste gang, hvor en signalforbikørsel endte med en ulykke i Danmark, fandt sted i Lyngby tilbage i 2005. Her blev 47 personer kvæstet.

Når den slags ulykker kan ske, skyldes det, at andre sikkerhedssystemer svigter, samtidig med at lokomotivføreren overser det røde signal, skriver avisen.

Banedanmark påpeger, at tog er en meget sikker transportform, hvis man ser på statistikkerne over ulykker. Kun få episoder udvikler sig til en kollision, lyder det:

- Der skal flere alvorlige fejl til samtidig, før det resulterer i en ulykke, siger sektionschef for Sikkerhed og Undersøgelser, Allan Corneliussen, til Berlingske.

- Det kan godt være, at hændelser er vurderet som alvorlige, da de blev indberettet, men vi har ikke haft en ulykke siden Lyngby - hvor der samtidig blev kørt for stærkt, og der holdt et tog lige efter signalet, siger han.

/ritzau/