Formanden for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe, forlader posten på grund af kritik af hans samarbejde med landbruget.

Professor Peter Sandøe er færdig som formand for Det Dyreetiske Råd. Efter 20 år på posten er der blevet sået alvorlig tvivl om hans upartiskhed, og nu tager han konsekvensen og trækker sig.

Kritikken skyldes hans deltagelse i rapport om svineavl i Danmark, betalt af Videncenter for Svineproduktion, der drives af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer. Denne dobbeltrolle gør ham utroværdig som formand for det etiske råd, lyder det fra blandt andre Dyrenes Beskyttelse, og den kritik kan Peter Sandøe ikke leve med.

- Det Dyreetiske Råd er en sådan konstruktion, at man som formand skal have grupper på tværs til at samarbejde og finde løsninger. Og jeg mener ikke, at jeg kan passe mit arbejde, hvis dem, jeg skal have til at samarbejde ikke har tillid til mig, siger han til Ritzau ifølge politiken.dk.

Peter Sandøe understreger over for Politiken, at han ikke personligt har modtaget penge for sit bidrag til rapporten. Han mener ikke, at dobbeltrollen er problematisk, men han erkender, at han burde have informeret om sin deltagelse i rapporten.

- Jeg skulle have sendt et brev, hvor der stod, at jeg gerne ville gøre opmærksom på, at der kunne være en interessekonflikt her, siger Peter Sandøe.

Det Dyreetiske Råds primære arbejde består i at udarbejde udtalelser og anbefalinger til grundlag for lovgivning. Rådet blev etableret i 1992 og har i hele sin levetid haft Peter Sandøe som formand.