Netdebattører tolker VisitDenmarks falske video om Karen, der søger faderen til sit barn, enten som historien om et kvindefrigjort land med social sikkerhed. Eller som bekræftelse af myten om nordiske blondiner som smukke og villige - uden at det dog behøver tælle ned i karakterbogen.

VisitDenmarks falske video med den unge, blonde 'Karen', der søger faderen til sit barn efter en våd aften i Nyhavn, har henover weekenden haft næsten en million visninger på YouTube.

LÆS OGSÅ:
Falsk YouTube-mor lagt for had
Falsk YouTube-mor vil stå frem

I skrivende stund står tælleren på 965.141 visninger. Og de næsten 3000 "ratings" af videoen er overvejende positive - videoen har 4,5 stjerner, midt imellem Pretty Cool og topkarakteren Awesome.

Der er over 5000 kommentarer til videoen på YouTube, i starten overvejende engelsksprogede og mange negative og/eller sjofle, som det er standard for YouTube kommentarer.

Det seneste døgn er der usædvanligt mange danske kommentarer, efter at det kom frem, at videoen er en turistkampagne.

Så der er ingen tvivl om, at videoen er nået langt ud og har skabt debat, men hvilken?


Sød og kærlig eller dum og billig
Få timer efter at være lagt på YouTube ramte videoen desuden forsiderne på de store social-linking-sites, hvor et meget stort antal brugere lægger interessante links ind, og i fællesskab stemmer dem op eller ned. En slags 'nettets kollektive bevidsthed'.

På det store link-site Reddit, der anser sig selv for lidt klogere og lidt mindre plat end konkurrenten Digg, gav de andre bidragydere absolut flest point til denne kommentar: 'Hun virker som en meget sød og kærlig kvinde. Jeg håber, hun finder Augusts far'.

En anden bruger får mange point for denne betragtning 'Der er stadig mennesker i denne verden, som laver fejl og er villige til at betale prisen for dem. Hun åbner sig for for en hel verden af kritik for sin smukke lille dreng. Respekt!'.


SE BILLEDERNE: DEN FALSKE YOUTUBE-MOR

Mange lugtede lunten
Bemærkningerne med anerkendelse af kvindens forsøg på at finde sit barns far faldt dog, inden det blev kendt, at videoen var en turistkampagne.Helt fra starten havde en del dog lugten lunten og var overbeviste om videoens uægthed, uden helt at vide hvad der blev reklameret for.

'Jeg er muligvis blevet kynisk, men det her lugter langt væk af viral', skrev en bruger sent fredag aften på Reddit. Mange af de mest populære videoer og hjemmesider på nettet er netop 'virale' kampagner, der er den hellige gral i reklamebranchen for tiden.

Virale kampagner går efter at spredes som en smitsom virus ved at folk sender links videre i mails og lægger det ind på de store social-linking-sites. En viral kampagne behøver ikke være anonym i starten, men er det ofte, så det er et ret sikkert væddemål altid at råbe 'viral!' efter populære udgivelser på nettet..

Gætterierne gik i dette tilfælde på at det en kampagne for Mono.net, som var der den falske private hjemmeside, hvor nogle amatørbilleder af 'Karen og August' var lagt ind.

Også her kan man dyrke Obama
Mange svarede på disse teorier med, at det da i hvert fald var en glimrende kampagne for Danmark som samfund.

Der blev trukket linier til den verserende amerikanske debat om sundhedsvæsenet: 'I et land med offentlig sygesikring og et solidt socialt netværk kan en kvinde uden problemer få et barn uden for ægteskab', som én skrev.

Hejaheja, skrev Obama-støtterne forventeligt som svar på den kommentar - der så pludselig ikke handler om Danmark længere, men om amerikansk indenrigspolitik.

Og i det blåhårede krydstogtssegment er socialized medicine næppe et plus-ord, der giver lyst til et cruise med Langelinie som stop.

Det der 'hygge' lyder ret hyggeligt, høhø
De fleste bemærkninger om en pludselig erkendelse af Københavns tiltrækningskræft blev da også ledsaget af et lummert 'jeg ville tivertifald gerne 'hygge' med hende dér, høhøhø.'


I de første kommentarer på YouTube til videoen er der også overvægt af dem, der synes, Karen er en tøjte. Nogle synes så, at det er en helt fin ting at være for en så smuk, blond kvinde og stiller sig velvilligt til rådighed for at gøre August til storebror på en helt tilsvarende måde. Høhø. Her skal man dog nok have demografien på nettet i erindring og regne med en kraftig overrepræsentation af unge mænd på mange link-sites.


Så Beavis&Butthead-kommentarerne har muligvis ikke været så fremherskende i andre fora, hvis det vitterlig er lykkedes med videoen at få Danmark sat på debatdagsordenen rundt om i verden.




Se videoen her