En prædikant med bopæl i Libanon underviser danske islamister over internettet. Han har tidligere opfordret til at dræbe »enhver som krænker profeten«.

Han var med til at oprette Hizb ut-Tahrir i Storbritannien, og i dag underviser og påvirker Omar Bakri blandt andet danske islamister. Det rapporterer TV2 Nyhederne, som fortæller, at Omar Bakri bruger de danske islamister til sprede budskabet om militant jihad.

Omar Bakri, der efter 20 års ophold i Storbritannien nu bor i Libanon, holder taler og gennemfører undervisning på internettet, og ved en demonstration på Kongens Nytorv i september holdt han ligeledes tale. Ved hjælp af en mobiltelefon og en megafon opfordrede han til at dræbe folk, der krænker profeten.

- Dem som laver film, billeder og karikaturer af profeten: Pas på. I islam er der dødsstraf til enhver, som krænker profetens ære. Enhver som krænker profeten skal dræbes, sagde Omar Bakri ifølge TV2 Nyhederne.

Demonstrationen på Kongens Nytorv blev arrangeret af en gruppe ved navn »Kaldet til Islam«, og gruppens danske talsmand bekræfter overfor TV2 Nyhederne, at han har modtaget undervisning af Omar Bakri.

Bakri har blandt andet opfordret sit danske publikum til at foretage kidnapninger i et forsøg på at forhandle sig frem til frigivelse af muslimske fanger.

- Vi bør, når de tager én, tage 10 af dem og lukke dem inde og forhandle om løsladelse, lyder det.

Omar Bakri er qua sin tid i Storbritannien blevet omtalt som »Ayatollahen fra Tottenham«, og han er ligeledes blevet sat i forbindelse med al-Qaeda.

På Christiansborg kalder retsordfører Ole Hækkerup (S) det absurd og dobbeltmoralsk, at danske islamister bruger ytringsfriheden til at opfordre til drab mod folk, der benytter sig af netop ytringsfriheden.

- Det allervigtigste er, at myndighederne holder et grundigt øje med de her mennesker. Hvis der er nogen chance for at komme efter dem, så skal vi det. Så skal de bare bringes for en dommer, hvis de altså kan sigtes, siger Ole Hækkerup til tv2.dk.

Integrationsordfører Inger Støjberg (V) mener, at de danske islamister bør forlade Danmark.

- Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles, siger hun til tv2.dk.