Chiparmbånd på børnehavebørn giver mere tid til omsorg, mener fem institutioner Skanderborg og Silkeborg.

En idé om at udstyre børnehavebørn med en chip er kommet i modvind, allerede før konceptet er helt udviklet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er fem institutioner i Silkeborg og Skanderborg, der arbejder på at introducere et armbånd med en chip, som automatisk registrerer, om børnene er i institutionen eller er hentet.

Teknologien kendes allerede fra ældreområdet, hvor demente ældre udstyres med en chip i skoen, der udløser en alarm, hvis den demente forlader plejehjemmet.

Pædagogernes fagforening, Bupl, og forældreorganisationen Fola tager skarpt afstand fra registrering af børn. Og ifølge børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er det i strid med lovgivningen.

Men Lisbeth Højvang, leder af Børnehaven Porskjær i Galten, mener, at chippen både giver tryghed og lettere pædagogerne for manuelt at krydse børnene ind og ud på et skema.

- Tanken om en chip på børn kan virke skræmmende og uetisk, men det frigiver tid fra en rutineopgave til omsorg til børnene, siger hun til avisen.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini påpeger, at lovgivningen kun giver mulighed for at bruge overvågningssystemer over for klart definerede målgrupper, som ikke indbefatter børnehavebørn.

Meldingen får dog ikke Leif Haarbo Nielsen, chef for analyse og innovation i Skanderborg Kommune, til på stedet at aflive ideen om at chiparmbånd. Det er sidste ende op til byrådet at beslutte, om man vil søge en dispensation, skriver Jyllands-Posten.

Det er langt fra kun på børnehaveområdet, at velfærdsteknologien vinder frem og vækker debat.

Robotstøvsugeren afløser hjemmehjælpere i Billund Kommune, de ældre får kontakt med hjemmehjælperen via en skærm og i Horsens Kommune står landets første vaskerobot, der giver ældre et liggende bad.





/ritzau/