Air Greenland risikerer strejke fra søndag. Kabinepersonalet har ved urafstemning nedstemt overenskomstforslag.

Knap 86 procent af Air Greenland Cabin Union, ACU, har ved en urafstemning afvist et overenskomstforslag.

Det betyder, at en varslet konflikt kan starte et minut over midnat natten til søndag, oplyser formanden for ACU, Anders Mark Jensen til KNR/Grønlands Radio.

Men før konflikten kan træde i kraft er ACU, Flyvebranchens Personale Union og Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet klokken 10 lørdag kaldt til møde i Forligsinstitutionen i København.

De væsentligste stridspunkter mellem flyselskabet og kabinepersonalet er pausereglerne og antallet af kabinemedarbejdere målt i forhold til den nuværende servicestandard.

Arbejdsnedlæggelsen vil, hvis det ikke lykkes at forlige parterne, omfatte samtlige 89 medlemmer af ACU.

/ritzau/