33-årige Ninna Nielsen fra Svejstrup ved Skanderborg oplevede den måske største lykke, da hun den 12. maj blev mor til en lille pige. Men lykken varede imidlertid kun for en kort stund.

For få måneder efter fødslen opdagede hun en knude i armhulen, der senere skulle vise sig at være brystkræft. Lægerne frygtede, at sygdommen havde bredt sig til leveren.

Var det tilfældet, så havde hun ikke langt igen, fortæller hun til Horsens Folkeblad.

Beskeden fra lægerne skulle hun have i august. Få dage inden afholdt hende og kæresten barnedåb for den nyfødte datter. Hun blev døbt Astrid. Ninna Nielsen kom igennem barnedåben, og onsdagen efter fik hun meldingen fra sygehuset.

Kræften havde ikke spredt sig, og der var dermed kun tale om brystkræft, forklarer Ninna Nielsen til BT.

Ninna Nielsen gik i kemobehandling, og lægen opfordrede hende til at afløse sin planlagte barsel med en sygemelding hos sin arbejdsgiver, bagerforretningen Medaljon i Horsens, hvor hun har været ansat i 14 år.

Hun skulle ikke bruge sin barsel på en kemobehandling hver tredje uge, mente lægen.

Arbejdsgiver: Der er advokat på sagen

Ninna Nielsen meddelte kort efter sin arbejdsgiver, Lone Larsen, at hun havde fået konstateret brystkræft og derfor gerne ville afløse sin barsel med en sygemelding på opfordring fra sin læge.

Arbejdsgiveren modtog i første omgang beskeden som de fleste andre formentlig ville gøre. Med forståelse og ærgelse over, at en trofast medarbejder gennem 14 år havde fået konstateret den forfærdelige sygdom.

»Så ringede hun (Lone Larsen, red.) en uge efter og siger, at hun har sat sin advokat på sagen og fortæller, at når man er på barsel, så kan man ikke bare gå ind og stoppe det. Så de ville ikke godkende min sygemelding,« fortæller Ninna Nielsen til BT.

Ninna Nielsen skulle med andre ord bruge sin barsel på sin kræftsygdom og flere månederes kemobehandling.

Ninna Nielsen og hendes nyfødte barn, Astrid.
Ninna Nielsen og hendes nyfødte barn, Astrid. Foto: Ninna Nielsen
Vis mere

»Og den kamp kunne jeg slet ikke overskue at tage, jeg skal jo samtidig kæmpe for mit liv.«

Derfor valgte Ninna Nielsen at gå til Fødevareforbundet NNF, for at få hjælp, men efter længere tids undersøgelse af sagen fra forbundets side, så kom endnu en nedslående besked til Ninna Nielsen.

»Jeg modtog en mail fra min sagsbehandler hos NFF, der fortalte, at min chef rent faktisk er i sin gode ret til at nægte, at jeg skal sygemeldes, når jeg er på barsel.«

Lone Larsen har selv kontaktet Ninna Nielsen flere gange undervejs i processen, hvor hun ifølge Ninna Nielsen har bedt hende om at tage NFF af sagen. Samtidig satte hun spørgsmålstegn ved, om det nu var nødvendigt for Ninna Nielsen at modtage alle sine behandlinger, da kræftknuden i mellemtiden var blevet mindre.

»Hun ringede og spurgte mig, om jeg nu også behøvede at få alle mine behandlinger med kemo, når nu knuden var blevet mindre. Og det gjorde mig simpelthen så sur, så jeg har ikke taget telefonen, når hun har ringet, lige siden,« fortæller Ninna Nielsen til BT.

Derfor er kræftsyge Ninna Nielsen, der i øjeblikket modtager kemo, ikke sygemeldt. Hun er derimod på barsel og passer lille Astrid, mens hun går igennem den hårde behandling, der samtidig medfører fysiske gener samt et massivt psykisk pres.

Hun understreger dog over for BT, at hun ikke har i sinde at hænge sin arbejdsgiver ud, men derimod er interesseret i at oplyse andre om, at man skal være opmærksom.

Advokat: Der er sket en kommunikationsbrist

BT har været i kontakt med advokat Jens Glavind, der udtaler sig på vegne af bagerforretningen Medaljon og Lone Larsen, og han forklarer, at man fortsat arbejder på at finde en løsning.

»Ninna Nielsen kontakter sin arbejdsgiver, Lone Larsen, og fortæller, at hun er syg og er usikker på reglerne, hvorfor hun vil kontakte Fødevareforbundet NFF. Her oplyser Lone Larsen fra Medaljon, at hun ligeledes vil sende det videre til brancheorganisationen Dansk Erhverv. De her to brancheforeninger er efterfølgende rørende enige om, at man ikke kan sygemelde sig under barsel,« fortæller Jens Glavind.

Alligevel sender advokaten for Dansk Erhverv en mail til NFF, hvori det oplyses, at man er opsat på at finde en løsning på problemet. Den mail svarer NFF aldrig på, forklarer Jens Glavind.

»Og så er det, at sagen begynder at rulle. Der er noget i kommunikationen, der er bristet, for Medaljon har givet udtryk for, at der skal findes en løsning, og så er det uheldigt, at der skal gå så lang tid. Så der er ikke tale om, at Medaljon ikke vil hjælpe Ninna Nielsen, man har bare ville overlade det til Fødevareforbundet. Så i min optik er der sket en misforståelse.«

Ifølge Jens Glavind, der først er trådt ind i sagen mandag og har fået til opgave at finde den bedste løsning for alle parter, har man nu været i kontakt med NFF igen og blevet enige om, at der skal findes en løsning på problemet.

»Da Ninna Nielsens barsel udløber den 1. november er NNF enige i, at der ikke skal laves en aftale da Ninna Nielsen overgår til sygeløn den 1. november. Når Ninna Nielsen går over på sygeløn, har hun mulighed for at søge om forhøjet løn ved sygdom – den mulighed havde hun ikke, hvis hun var blevet sygemeldt under sin barsel.«

Jens Glavind understreger samtidig, at Lone Larsen og Medaljon ikke har noget økonomisk incitament for at afvise Ninna Nielsens sygemelding.

'Vi kan ikke komme videre'

Hos NFF har man imidlertid ikke kendskab til manglende besvarelse på nogen mails, ligesom man har svært ved at forestille sig, hvordan man skulle kunne nå til enighed i sagen, da Lone Larsen ifølge NFF ikke har været villig til at imødekomme Ninna Nielsen.

»Den her sag er blevet lukket af Dansk Erhverv og fra vores jurist. Dansk Erhverv har oplyst til os, at arbejdsgiveren ikke er til at presse i den her sag, og vi kan derfor ikke gøre ret meget mere,« fortæller Kai Nygaard Hansen, der er faglig konsulent ved Fødevareforbundet NNF.

Han forklarer, at man fra NFF's side nu har sat sig ned og udarbejdet en redegørelse til LO, så man sammen kan bringe det for Folketinget. Med brevet håber man, at man vil kigge nærmere på reglerne for barsels- og forældreorlov, så andre ikke ender i en lignende situation, hvor en barsel ikke kan afløses af en sygemelding ved alvorlig sygdom.

»Men jeg kan jo fastslå, at arbejdsgiveren ikke har overtrådt nogen lov eller bekendtgørelse, men vi kan derimod tale om moral og anstændigheden i det her. Men det løb er kørt nu,« fortæller Kai Nygaard Hansen.