Visioner og begejstring kommer i en lind strøm, når man taler med 22-årige Josephine Møllgren om hendes arbejde.

Der er slet ikke tvivl om, hvad en stor årsag til, at hun har gjort lynkarriere, bunder i.

I en alder af bare 21 år kunne Josephine Møllgren skrive butikschef på sit C.V., og det hænger helt sikkert sammen med Møllgrens førnævnte begejstring og hendes viljestyrke.

»Jeg føler mig på ingen måder speciel, så det er noget, andre også kan gøre, » siger butikschefen, inden hun afslører, hvordan man opnår noget af det samme.

»Det handler bare om, at man skal ville det, og så skal man gøre sit arbejde.«

Josephine Møllgren er blevet chef for sin egen 365 Discount-butik, og det skete, da hun var bare 21 år her i starten af året.

Hun er vokset op med en far, som var indenfor dagligvarehandlen, og det var bestemt ikke den vej, hun skulle.

Eller det troede hun i hvert fald, men så fik hun efter gymnasiet arbejde i Aldi og så gik det hurtigt.

Først blev hun tilbudt en souschef-stilling i Aldi, og derfra gik det slag i slag.

For selvom hun på et tidspunkt måtte trække stikket og prøve kræfter med at være lærervikar i stedet, indså Josephine Møllgren hurtigt, at det er dagligvarerne, hun brænder for.

Hun skiftede først fra Aldi til Rema 1000, hvor hun blev salgsleder, men derfra blev hun headhuntet, og så skiftede Møllgren til et job som souschef i en 365discount i Stege.

Ambitionerne og mulighederne ville dog, at det er butikschef, hun er blevet. Hun startede uddannelse og i januar i år, mens hun stadig var 21 år, nåede hun et af sine første store mål.

Det stopper nemlig ikke her. Josephine Møllgrens drøm er en dag at blive salgschef.

Hvor længe skal der gå, inden du bliver salgschef?

»Min drøm er, at jeg er nået dertil som 24-årig.«

Men hvorfor skal det gå så hurtigt? Ville det ikke være lige så fint, hvis du nåede dertil som 30-årig?

»Det skal heller ikke gå så hurtigt. Hvis jeg ikke når dertil i den alder, er det helt fint, men det her med at have mål er med til at holde mig til ilden,« siger Josephine Møllgren.

Hun er blevet butikschef for 365discount i Sct. Jørgens Park i Næstved, som ligger inde i et butikscenter.

»Jeg håber, jeg kan være med til at gøre, at vi får en masse kernekunder i butikken. At folk vælger butikken aktivt til på grund af servicen og udvalget frem for, at det er noget, de lige går forbi, fordi de allerede er i centret.«

I hvert fald har Josephine Møllgren stor tillid til, at man kan klare store opgaver, selvom man er ung.

»Det handler ikke om, at man skal have 20- eller 30 års erfaring. Det handler bare om, at man gerne vil det, og at man arbejder hårdt og er målrettet og hviler i sig selv.«

Josephine Møllgren arbejder mellem 50 og 60 timer lige nu, men det er ikke noget, hun er tvunget til.

»Det er fordi, jeg er lige så ambitiøs på butikkens vegne, som jeg er for mig selv,« siger hun.

Hun er glad for at være kommet i 365discount-regi, for som hun siger, så er det en forholdsvis ny kæde med de tre år, den har eksisteret. Noget af det, hun brænder for, er nemlig også at være med til at bygge op og udvikle.