I dag vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan et udbrud dannes i cykelløb.
For det er altså ikke sådan, at man stiller sig op ved indskrivningen og siger, at man vil i udbrud, og at feltet så giver en lov. Der er ofte en hård kamp om, hvordan et udbrud formes – især i de store Toure. Der er altid nogle hold, der vil kontrollere.
I begyndelsen af etapen vil et kontrollerende hold sætte sig frem og køre som et tog med næsten alle mand, så man sikrer sig, at for stor en gruppe med eventuelt farlige folk ikke slipper afsted. På sprinterdage vil de klassiske sprinterhold lure på hinanden, så de sikrer, at konkurrenterne ikke har en mand med i et udbrud. Skulle det ske, vil de straks forsøge at lukke hullet til dem. De spil er der hele tiden, og det kan være på mange planer. Holdkonkurrencen er også hård i Tour de France, og det kan være et helvede, fordi de førende hold hele tiden vil undgå, at de nærmeste konkurrenter har en mand med.
Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen...
I dag vil jeg gerne fortælle lidt om, hvordan et udbrud dannes i cykelløb.
For det er altså ikke sådan, at man stiller sig op ved indskrivningen og siger, at man vil i udbrud, og at feltet så giver en lov. Der er ofte en hård kamp om, hvordan et udbrud formes – især i de store Toure. Der er altid nogle hold, der vil kontrollere.
I begyndelsen af etapen vil et kontrollerende hold sætte sig frem og køre som et tog med næsten alle mand, så man sikrer sig, at for stor en gruppe med eventuelt farlige folk ikke slipper afsted. På sprinterdage vil de klassiske sprinterhold lure på hinanden, så de sikrer, at konkurrenterne ikke har en mand med i et udbrud. Skulle det ske, vil de straks forsøge at lukke hullet til dem. De spil er der hele tiden, og det kan være på mange planer. Holdkonkurrencen er også hård i Tour de France, og det kan være et helvede, fordi de førende hold hele tiden vil undgå, at de nærmeste konkurrenter har en mand med.
Derfor kan det vare lang tid, før dagens udbrud former sig. Nogle gange op mod 80 km, hvor der virkelig bliver kørt til. Der er simpelthen så mange interesser, for man kan også se hold gå frem, som ellers aldrig fører. Det skyldes, at de ikke har fået en mand med, og derfor vil hente udbruddet. Andre dage på de flade etaper, hvor udbruddet har nul chance for at holde, skal et udbrud nærmest skubbes afsted. Jeg kan huske en episode fra 2012, hvor der på en flad etape ikke var nogen, der gad køre afsted. To franskmænd virkede som om, de måske kunne finde på det, og da vi så kørte gennem et par sving, bremsede feltet så meget op, at de pludselig havde et stort forspring. Og så var de afsted.
På de flade etaper vil der ofte være et spil mellem udbruddet og feltet, fordi feltet ikke vil hente dem for tidligt, så et nyt kan køre, og omvendt vil man heller ikke give så meget snor, at det holder hjem. Det kan man faktisk godt udnytte i et udbrud ved at holde et relativt lavt tempo og så skrue tempoet meget op, når man nærmer sig finalen. En sjælden gang imellem lykkes det.
Jeg er selv en rytter, der ofte går i udbrud, for jeg er udpræget langsom i en spurt, så hvis jeg skal vinde noget, skal det være fra udbrud. Det er ret sjældent, det lykkes. Det skal virkelig være et stærkt udbrud, der kan slide et felt op.
Et udbrud har flere faser. Den første er, når man kører væk. Her skal der bare køres stærkt, og når man så når op på et forspring på halvandet til to minutter, vil feltet ofte stoppe op. Så er udbruddet etableret. Her begynder man så at kigge sig lidt omkring og vurdere de andre ryttere, der er med. Så begynder man at overveje, om man har en chance, hvis man når til mål, eller om man bare er det tynde øl. Det er også her, man begynder at tænke lidt i taktik – altså hvordan kan man skære den i finalen, hvis det holder så langt.
Selvfølgelig skal man føre, men det gælder også om at spare kræfter, så derfor er udfordringen, at man fører så lidt som muligt, men stadig nok til at holde gruppen i gang. Sådan har alle ryttere det, og derfor er de bedste grupper dem, der består af seks til ni ryttere. Her kan man virkelig køre til, for hvis gruppen bliver større, vil der altid være nogen, som springer føringer over, mens hvis man er færre, er man ofte for træt, når finalen nærmer sig.
Der bliver diskuteret en del i udbruddet. Det kan handle om, hvordan man lader gruppen køre rundt, eller hvor man sætter tempo. Der bliver også råbt, hvis der er nogen, som kører for stærkt på stigninger, for det er nødvendigt at holde sammen. Jeg har faktisk nogle udbrudsvenner i feltet, som jeg tit snakker med, fordi jeg så ofte har været afsted med dem. Det er eksempelvis Thomas Voeckler, som jeg ofte sludrer med.
Hvis jeg er i udbrud med en stor fyr, forsøger jeg altid at ligge bag ham, fordi man så ligger godt i læ. Samuel Dumoulin er der derimod altid en kamp om at undgå at ligge bag, for med sine 159 cm fylder han ikke meget. Det er som at føre selv hele tiden.
Det er mange timer, man kan sidde derude, og jeg har ofte sange i mit hoved, som jeg synger for mig selv for at fordrive tiden og måske glemme, at det kan være lidt nytteløst at sidde derude. Det værste er så, hvis man får en skrækkelig sang på hjernen. Jeg kan huske et løb, hvor jeg fik en Lady Gaga-sang ind i hovedet, og så hang den bare fast. Det var nærmest hårdere end selve udbruddet at sidde der og nynne med. I Giroen i 2010 var det Black Eyed Peas med Tonight’s gonna be a good night, der sad fast. Det var virkelig ikke sjovt.
