Hej Annette
Jeg har i 27 år været sammen med den samme mand, som også er far til min søn, som snart er 25 år......for 3 år siden finder jeg sammen med en anden - har kendt ham fra mine unge dage og været meget forelsket i ham. Han siger, at jeg skal flytte ind hos ham, og at han elsker mig. Der er mange slag undervejs og vi går igennem dem, indtil der intet kærlighed er fra ham. Han ringede kun for at høre, hvad vi skulle have til aftensmad, og jeg sørgede for huset, haven, vartede ham og hans søn på 16 år op. Gjorde alt for hans familie og gik på arbejde, men hjalp til hjemme (han er selvstændig landmand).
Han manglede intet, men jeg betalte mine egne udgifter, frisør, tandlæge, tøj, sko, tasker, ja alt plus noget til husholdningen. Jeg betalte ikke mad til hans medarbejder, det vil jeg ikke, men han kørte i min bil.
Min familie bemærkede hans måde at være på og sagde til mig, at han udnyttede mig.......han rettede på mig, sagde at jeg kun har hår mellem ørene. Jeg boede gratis, så jeg måtte ikke sige det, og han var hele tiden negativ overfor mig, men overfor andre smilede han og sagde noget sjovt.
Der er gået noget tid nu. Jeg er flyttet fra ham, men nu vil han det hele, hvis bare jeg flytter hjem igen. Men sådan som jeg har det med mig selv og den vej jeg er ved at tage arbejdsmæssigt plus med min søn, så har jeg ikke lyst til det. Men jeg vil gerne høre din mening om det hele, så jeg kan høre om jeg har hår mellem ørene eller bare er dum.
Hilsen mig
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære dig!
Forlod du mon din mand gennem 27 år for denne landmands skyld?
Det håber jeg faktisk virkelig ikke, for det virker som om, du har sprunget noget over. Du har forladt et gammelt ægteskab – og det kan der have været al mulig god grund til, men… Jeg tror på, man skal dykke ned i materien og finde ud af, hvorfor det gik galt. Hvor det gik galt. Hvilket ansvar man selv havde for, at det gik galt. Det kan være nyttigt at være nysgerrig på, hvorfor ting går skævt. Ikke mindst fordi man får en mulighed for at lære sig selv bedre at kende. Og derefter kan man starte et nyt forhold (hvis altså ikke det gamle kan reddes).
Og lige der tror jeg, du har svigtet dig selv. Du hoppede i favnen på en anden mand, som du tidligere havde haft et godt øje til, fordi han kunne byde på noget nyt og på noget andet end det gamle, triste og velkendte fra dit ægteskab. Jeg siger det ikke med en pegefinger rettet mod dig, men jeg siger det for, at du skal mærke efter, om du i kampens hede faktisk glemte dig selv. Hvad var dit egentlige behov?
Jeg tror nemlig, du havde behov for at blive set. At blive kærtegnet. At blive hørt. At blive forstået. At blive værdsat. Men i stedet for at lytte til det, kastede du dig ind i en kamp for at tilfredsstille en mand, som i dine øjne var lidt eksotisk. Man kan sige, at det faktisk var dit eget ansvar, at du ikke lige trak vejret ned i maven, før du gik fra det ene forhold til det næste.
Ham din landmand har sikkert ment det godt, men han lyder som en, der har haft sine faste rutiner og ritualer og ikke haft den store lyst eller evne til at ændre på dem. Det er sikkert også sværere, når ens privatliv og arbejdsliv er så tæt forbundet, som det jo er for en landmand.
Jeg synes, du har gjort helt ret i at vælge ham fra. Det lader til, at din arbejdssituation er i en spændende udvikling (fedt!), og at du og din søn har et godt forhold (endnu bedre!). Det skal du ikke sætte på højkant. Men jeg kan godt forstå, at det frister dig, fordi du jo nu ikke har nogen som helst til at give dig kys og kærtegn. Men ved du hvad: Det skal du nok finde. Og så få kigget lidt på, hvem du egentlig er, og hvad du har behov for, så ikke du en gang til løber ind i sådan en som ham.
Rigtig glædelig jul. Annette
