Hej Annette!
Jeg søger et godt råd.
Min mand har igennem de sidste par år mistet lysten til praktiske ting i huset, som han førhen har syntes om. Han har aldrig været god til at hjælpe til med det huslige. Vi har 4 voksne børn, hvoraf en bor hjemme. Vi har haft meget modgang med sygdom og min mands mange jobskift de sidste 5 år. Det har været hårdt. Vi er begge to sidst i fyrrerne, så der har været meget stress, hver gang min mand skifter job. Så har han lukket ned og isoleret sig fra mig. Det påvirker mig så meget, at jeg også går ned.
Så nu er mit spørgsmål: Hvordan får jeg min mand på banen igen? Jeg arbejder dag og han aften. Han laver intet derhjemme. Det hviler altid på mig.
Mvh viven
Kære viv!
Det slår mig, at jeg bliver overrasket over jeres alder. Du skriver, I er sidst i fyrrerne, og havde du ikke skrevet det, havde jeg nok gættet på noget nær 60. Ikke ment som en kritik, men måske stemmer det meget godt overens med, hvor I rent faktisk befinder jer mentalt. Og det kan der være mange gode grunde til.
Jeg tror helt ærligt, I trænger til en vitamin-indsprøjtning. Det er meget nemmere sagt end gjort, for det kræver en enorm indsats fra begges side. En indsats som det kan være svært at yde, når man har været igennem en lang træls periode med sygdom og job-skift. Men jeg tror, I meget nøje skal tænke over og tale om, hvad det er for et liv, I gerne vil skabe sammen. Der er helt sikkert nogle ydre omstændigheder, som gør, at I ikke bare selv kan vælge, hvor meget eller hvor lidt eller hvornår I skal arbejde. Men I kan selv være med til at vælge, hvad der skal proppes ind i jeres tilværelse der, hvor I ikke arbejder. Og der er du også nødt til at mærke efter, hvad du selv har behov for.
Jeg kender jo slet ikke jeres levestandard eller forhold som sådan, men eksempelvis kunne det være, at I har en have, som han ikke gider, og du ikke overkommer alene. I så fald må I begynde at tænke over, om I skal skille jer af med den. Altså flytte. Det kan også være, at huset eller lejligheden er blevet for stor, efter de tre af børnene er flyttet hjemmefra. Så skal I måske rykke ned i noget mere overkommeligt. Også selvom det måske kun er den ene af jer, der følger, at det er for meget.
Og så er der den mulighed, at det ikke handler om, hvad du/han/I kan overkomme, men at det ganske enkelt handler om, at der mangler liv omkring jer. Børnene er rykket ud, og I har været plaget af sygdom m.m. Det kan jo pille al glæde ud af hverdagen. Hvad skal der til, for at få glæden ind igen? Den glæde, som skal give energi? I må kortlægge, hvad I finder fornøjeligt. Mangler I motion? Mangler I kulturelle inputs? Trænger I til at se mennesker/venner?
Der hviler en modløshed over jer begge. Det kan jeg love dig, at jeg kender til selv. Desværre er der ingen, der kan hjælpe os ud af modløsheden. Ikke andre end os selv. Hvis det hele havner i pligter (og det kender jeg i den grad til), så ender det med at være surt alt sammen. Dertil kommer, at I ikke ser hinanden ret meget: Du arbejder dag, han aften. I er alt for unge til at leve på denne måde. Man kan gøre det i en periode. Men på et tidspunkt kommer man på den anden side, og så skal der gøres op med tilværelsen.
Det, der skal gøres op, er, hvordan I synes, jeres ægteskab skal se ud. Hvor meget er pligt? Hvor meget kan du klare at stå med alene? Hvor meget af denne opgørelse handler om dine regler – og kan de regler gradbøjes, fordi det måske slet ikke er så vigtigt med den rengøring, eller hvad det nu handler om? Det er vigtigt, at I når til enighed, og at I får lavet nogle fælles regler for, hvordan opgaverne i hjemmet skal prioriteres og fordeles. I modsat fald tager I stille og roligt livet af jeres ægteskab.
Du kan ikke bede din mand om at lave mere derhjemme. Højst fortælle ham, hvad det gør ved dig, når han ikke er med. Og du har sikkert også (som så mange andre kvinder) over årene givet indtryk af, at du nok skal tage dig af de hjemlige pligter, som han ikke magter. Men du kan bede din mand om at tage del i dialogen om, hvordan jeres ægteskab skal se ud, hvis det skal have en fremtid. Det er faktisk hans pligt at deltage og være med til at stille forudsætningerne op. Specielt hvis han gerne vil beholde dig.
Jeg håber det lykkes for jer. God sommer.
Annette
