Ikke ret meget er smukkere end et kvindebryst.
Ikke ret meget er smukkere end et lille menneskebarn.
Men kombinationen af to af livets dejligste skabninger er åbenbart for meget for mange af os, når vi sætter os på en café eller restaurant. Små 30 procent af os gider ikke se på, at mødre ammer deres spædbørn, viser en YouGov-undersøgelse for BT og MX. Det er bare ikke OK, synes vi. Eller rettere: De. For jeg fatter ikke, hvilket kulturelt menneskedyb forargelsen fiskes op fra.
Vi blev berømmet verden over for vores frisind, men i de senere år er nøgenfobi og nypuritanisme skyllet ind over Danmark og har vasket uskylden væk. Selv et kvindebryst i munden på et spædbarn seksualiseres, så beskueren føler sig krænket og befamlet på følelserne. Det er ikke handlingen, der har ændret sig, men blikket, der ser.
Livet er magisk, og kan nok forklares, men aldrig forstås. Men amningen er det tætteste, som et barn kommer på sin mor, efter at navlestrengen blev klippet. Bogstaveligt talt at nære liv ved sit bryst er det smukkeste udtryk for udviklingen af mennesket som biologisk væsen. Her smelter forklaring og forståelse sammen.
I 2013 klagede en kvinde til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet bedt om at forlade en café i stormagasinet Illum i København, fordi hun ammede sin ni måneder gamle datter. Nævnet afgjorde, at det ikke var i strid med ligestillingsloven, at restauranten afviste en ammende kvinde. Ifølge nævnet står hensynet til andre folks blufærdighed højere end hensynet til kvinder, der ammer.
Jeg anfægter ikke private restauranter og cafeers ret til at bestemme, om kvinder skal have lov til at amme hos dem. Sådan må og skal det være. Det interessante er for mig, at det er hensynet til andre folks blufærdighed, som nævnet refererer til i sin afgørelse. Ikke god bordskik eller en helt tredje ting.
Jeg kunne forstå, hvis blufærdighed over at skulle blotte sit bryst for andre afholdt kvinder fra at amme i et offentligt rum. Men at et bristefærdigt, blottet bryst med mælk til spædbarnet skulle krænke andres blufærdighed er som en film af David Lynch: Grotesk. Blufærdighedskrænkelse er en paragraf i straffeloven, men kræver altså en seksuel handling. Amning kan aldrig blive en seksuel handling. Kun hvis beskueren er skruet forkert sammen, og det kan den ammende kvinde ikke lastes for. I det nypuritanske regime bliver nøgenhed desværre lig med sex og bar hud pornografisk.
Vi fødes nøgne og frie, og selv sindet blev frit i 70’erne. Nu har vi låst frisindet inde igen og kan sågar forarges over jordens mest uskyldige handling: Amning.
Men hvorfor stoppe krænkelseskulturen dér? Lad os også bede om at slippe for synet af sutteflasker. Læg mærke til gummidutten? Minder den ikke mistænkeligt om en brystvorte? Jeg synes det og kan allerede mærke krænkelsen krible i min krop. Jeg siger det bare.
I stedet for at bruge krudtet på at få kvinder til at proppe brysterne tilbage i tøjfolden, kunne vi finde ud af, hvordan hulen vi får danske par til at få flere børn. Vi skal op på ca. 20.000 flere børn end i dag – 70.000-80.000 om året – før vi er nok til at ”holde hjulene i gang” i fremtidens Gammeldanmark.
Så manglen på afkom er et langt større problem end synet af en ammende kvinde på en café i Danmark. Det ene problem er livgivende, det andet livstruende. Må jeg derfor bede om flere ammehjerner og færre krænkede cafegæster med amning på hjernen.
